Kultur

Sundhedskor i Randers får flere til at synge med

Syng dig sund sætter fællesskab, trivsel og sangglæde over præstation

Søren Greve
Af Søren Greve 21. maj 2026

I multisalen ved Randers Sundhedshus har en lille flok sangglade mænd og kvinder de seneste fire uger mødtes for at synge sammen i det nye sundhedskor Syng dig sund.

Her handler det ikke om at ramme alle toner perfekt. Det vigtigste er glæden ved at synge, fællesskabet og den trivsel, der kan opstå, når mennesker mødes om musik.

“Her tør jeg godt åbne munden og synge med!” lyder det fra flere af deltagerne.

Sang uden præstationspres

Et sundhedskor adskiller sig fra mange andre kor ved, at sangen ikke først og fremmest handler om optræden eller præstation.

I stedet bruges der ekstra tid på vejrtrækningsøvelser, opvarmning, kondition, rytmer og koordinering. Målet er at skabe et trygt rum, hvor alle kan være med.

“Jeg kan rigtig godt lide at synge, jeg har sunget i koret hele mit liv og synes koret her er rigtig godt,” fortæller deltageren Lene.

“Jeg bliver i rigtig godt humør af at synge i sundhedskor. Det er godt med ekstra fokus på opvarmning og at vi øver rytmer og koordinering,” siger hun.

God hjernegymnastik

Syng dig sund er et samarbejde mellem Team Frivillighed ved Randers Kommune og Sangkraft Randers.

Korleder Sisse Hellemann fra Sangkraft Randers står for sangtimerne, hvor deltagerne både synger, klapper og arbejder med kroppen.

“Når vi øver rytmer og koordinering er begge vores hjernehalvdele på arbejde, så det er rigtig god hjernegymnastik både at synge, klappe og måske også gå i en bestemt rytme samtidig,” fortæller korleder Sisse Hellemann.

Hun lægger vægt på, at der skal være plads til at prøve sig frem.

“Med fællesskabet og sangglæden som fokus, gør det heller ikke noget, hvis man kommer til at klappe forkert eller synge noget andet end det der står i sangbogen. Så prøver vi bare igen så pyt med at vi fejler,” fortæller Sisse.

Trygt rum at synge i

Også Eva Henningsen, koordinator ved Team Frivillighed, har været med ved opstarten af sundhedskoret.

“Jeg er normalt ikke en, der synger, men Sisse skaber et rum, hvor vi ikke er bange for at lave fejl og ikke er bange for at synge med, så jeg har glædeligt sunget med på alle sangene,” siger hun.

Nye deltagere kan komme med

Der er stadig pladser på sundhedskoret Syng dig sund.

Har man selv lyst til at synge med efter sommerferien, eller kender man én, der kunne have glæde af fællesskabet, kan man holde øje med opslag i Randers Sundhedscenter.