Helbred

Sundhed midt i indkøbsturen: 10.000 danskere fik målt blodtrykket

Salling Group og Hjernesagen bringer sundhedsforebyggelse tæt på hverdagen

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 30. oktober 2025

Blodtryksmåling midt i dagligdagen

Over 10.000 danskere har siden foråret 2024 fået målt deres blodtryk i forbindelse med indkøbsturen i Bilka og enkelte Netto-butikker. Initiativet er resultatet af et samarbejde mellem Hjernesagen og Salling Group og har allerede vist, at omkring hver tiende deltager har forhøjet blodtryk – ofte uden selv at vide det.

Formålet er at gøre det lettere for danskerne at tage hånd om deres helbred i en travl hverdag, hvor mange ellers ikke får tjekket blodtrykket. Forhøjet blodtryk er en af de største risikofaktorer for stroke – blodprop eller blødning i hjernen – som hvert år rammer omkring 12.000 danskere.

Blodtryksmåling kan redde liv

Målingerne udføres af uddannede sygeplejersker, som også vejleder kunderne, hvis resultaterne giver anledning til bekymring. En af dem er Hjernesagens sygeplejerske Janni Lauridsen, der ofte møder danskere med uopdaget forhøjet blodtryk.

“Vi møder desværre rigtig mange danskere, som ikke er klar over, at deres blodtryk er for højt – og i nogle tilfælde endda voldsomt forhøjet. Under en blodtryksmåling i Bilka Skalborg målte jeg det højeste blodtryk, jeg nogensinde har set. Kunden blev straks sendt til vagtlægen. Kunden kendte ikke selv til sit meget forhøjede blodtryk, og selvom vi jo ikke kan vide, om vedkommende har gået rundt med så højt blodtryk i tre dage eller tre år, så ved vi med sikkerhed, at det på et tidspunkt bliver så stor en belastning for karrene i hjernen, at de risikerer at briste – og så står man med en akut hjerneblødning,” fortæller hun.

Støtte fra Salling Fondene

Projektet er muliggjort af en donation på 2,6 millioner kroner fra Salling Fondene, som ejer Salling Group. Hos koncernen er man tilfreds med, at initiativet gør en reel forskel for kundernes sundhed.

”Vi er glade for at se, at så mange danskere benytter sig af muligheden for at få målt deres blodtryk, og at vi for hver tiende kan gøre dem opmærksomme på en alvorlig risiko, de ikke selv kendte til. Ved at tilbyde denne service i vores butikker kan vi bidrage til noget så vigtigt som forebyggelse af forhøjet blodtryk og stroke – og det er vi utrolig stolte af,” siger Louise Gade, direktør for People, Culture & Sustainability i Salling Group.

Forebyggelse i fokus på World Stroke Day

I går, onsdag den 29. oktober, blev World Stroke Day markeret med fokus på forebyggelse og oplysning. Hjernesagen måler denne dag blodtryk i Bilka Esbjerg fra kl. 11 til 17, hvor kunder også kan deltog i en quiz om stroke og fik inspiration til sund mad, der gavner hjernen.

”Det er alarmerende, at så mange danskere går rundt med forhøjet blodtryk uden at vide det. Vores samarbejde med Salling Group er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi kan nå ud til befolkningsgrupper, som ellers ikke rammes af traditionelle sundhedskampagner – og dermed hjælpe flere i den rette behandling,” siger Jens Bilberg, landsformand i Hjernesagen.

Fakta:

  • Stroke dækker over blodprop eller blødning i hjernen.
  • Forhøjet blodtryk er en af de hyppigste årsager til stroke.
  • Omkring en million danskere har forhøjet blodtryk – mange uden at vide det.
  • Behandling kan ske gennem livsstilsændringer eller medicin.
  • Hver femte dansker rammes af stroke i løbet af livet.