Studiestart: Mange randrusianske unge overser vigtig detalje

10. september 2024

Der er rigeligt at holde styr på for danske unge, når de skal have pengene til at række. Desværre følger alt for få et fast budget, og det kan betyde, at pengene ikke rækker til de ting, der er vigtigst, lyder advarslen fra Gjensidige og Sparekassen Kronjylland.

Det er studiestarttid. Mange unge går i disse uger og glæder sig til at tage hul på et nyt kapital i deres liv. De har styr på SU-regler, studiebolig, transport og computer, men de glemmer ofte et økonomisk sikkerhedsnet.

I en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland, svarer over halvdelen af de adspurgte mellem 18 og 29 år, at de enten ikke lægger et budget for deres økonomi eller lægger et, men har svært ved at følge det. Det får Tobias Frej Noesgaard, der er kunderådgiver i Sparekassen Kronjylland i Aarhus Nord til at reagere:

”Det bekymrer mig lidt, at over halvdelen af de unge i undersøgelsen ikke har et månedligt budget, som hjælper dem med at holde styr på deres økonomi. Det kommer dog ikke bag på mig, da det jo for de fleste ikke er det mest spændende at lægge budget. De unge har måske heller ikke lært, hvordan man gør,” siger han og fortsætter:  

“Da økonomiske udfordringer kan føre til mistrivsel, er det vigtigt, at de unge tager hånd om deres økonomi og får et godt overblik over den – eksempelvis med et budget, de er i stand til at holde,” forklarer han.

Til dagligt rådgiver Tobias Frej Noesgaard mange unge studerende, og her er en af hans vigtigste pointer, at det at have styr på privatøkonomien er en vigtig medvirkende faktor i også at have overskud til uddannelse, familie, venner og fritidsinteresser.

“Når økonomien slår knuder, bliver meget andet i livet surt. Derfor er det så vigtigt at have styr på den,” siger han.  

Manglende overblik kan koste dyrt

For mange unge og studerende er økonomien presset, og det betyder, at der skal laves vigtige prioriteringer, når pengene skal række så langt som muligt.

Desværre viser undersøgelsen fra YouGov, at fire ud af ti af de adspurgte mellem 18 og 29 år ikke har en indboforsikring, mens hver anden svarer, at de ikke har en ulykkesforsikring. Og det er en meget uhensigtsmæssig prioritering, lyder det fra skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen.

“Det kan få store konsekvenser, hvis man bevidst eller ubevidst fravælger nødvendige forsikringer som indbo og ulykke. Selv mindre skader kan nemlig ende med at koste dyrt, både økonomisk og i nogle tilfælde også fysisk og psykisk. Man bør derfor sikre sig, at der er rum i økonomien til at blive forsikret. Her kan et budget være en god hjælp, ligesom man kan tage kontakt til sit forsikringsselskab for at høre, hvilke forsikringer der er vigtigst.”

Det budskab bakker Tobias Frej Noesgaard op om.

“Snak med dine forældre, en god ven eller din bankrådgiver, hvis økonomien driller. Mange synes, det er pinligt at tage fat i bankrådgiveren, når deres økonomi er ved at køre af skinnerne. Glemt det! Det, har din rådgiver set mange gange før, og det er hans eller hendes job at hjælpe dig med et overblik i sådan en situation,” siger han.  

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af © YouGov for Gjensidige i maj 2024 blandt 1.012 repræsentativt udvalgte danskere. 

Lægger du et månedligt budget for at holde styr på din økonomi? (18-29 årige)
Ja (NET)61%
Ja, og jeg følger det40%
Ja, men jeg har svært ved at følge det21%
Nej, jeg lægger ikke et budget35%
Ved ikke4%
Hvilke forsikringer har du til dig selv og din familie?Du kan markere flere svar (18-29 årige)
Indboforsikring59%
Ulykkesforsikring (voksen)54%
Bilforsikring33%
Rejseforsikring44%
Ansvarsforsikring29%
Husforsikring22%
Sundhedsforsikring39%
Ulykkesforsikring til mit barn/mine børn12%
Elektronikforsikring / Forsikringer købt i forbindelse med køb af elektronik17%
Cykelforsikring9%
Anden forsikring5%
Ingen af ovenstående4%
Ved ikke/ønsker ikke at svare11%
/ritzau/