Trafik

Stort vandbrud lukker del af kryds på Hobrovej i Randers

Onsdag morgen blev en af Randers’ mest trafikerede vejstrækninger ramt af et omfattende vandbrud. Ved bunden af Hobrovej, hvor vejen møder Mariagervej, fosser vand ud af asfalten og ned mod Vestervold og Adelgade.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 13. august 2025

Opdaget midt om natten

Ifølge Peter Nordahn, vandchef hos Verdo Vand, kom den første melding fra en borger klokken to natten til onsdag. Kort efter rykkede forsyningsselskabet ud for at undersøge sagen.

“Den nordlige vejbane på Hobrovej er spærret fra krydset på hjørnet ved “Hundelorten” og opad. Man kan stadig passere krydset fra Mariagervej og Vestervold, men det er ikke muligt at dreje op ad Hobrovej,” siger Peter Nordahn.

Findes man ikke en alternativ rute, og skal igennem krydset, opfordreres trafikanter til passere med forsigtighed.

Dybtliggende vandledning giver udfordringer

Arbejdet med at lokalisere bruddet har stået på siden klokken seks i morges, og omkring klokken otte nåede mandskabet ned til den store, dybtliggende vandledning, som er en af de største i byen.

Grundet Hobrovejs kraftige stigning, kan selve bruddet være længere oppe ad vejen, hvorfra vandet har fundet vej til overfladen, hvor asfalten har haft sit svageste punkt.

Vandforsyning sikret for de fleste

De 3 adresser/opgange, der oplever at være påvirket af direkte nedsat vandtryk eller midlertidig afbrydelse, er blevet informeret via sms.

Randers har et ringforbundet vandsystem, så der kan ledes vand andre steder fra, hvis trykket falder.