Alarm 112

Stort parti cigaretter stjålet under indbrud

Redaktion
Af Redaktion 24. oktober 2023

Østjyllands Politi fik tirsdag morgen kl. 04.32 en anmeldelse om et indbrud på en tankstation på Vibæk Strandvej i Ebeltoft.

Her var ukendte gerningsmænd i løbet af natten brudt ind, hvorefter de i et baglokale havde skaffet sig adgang til et pengeskab, hvor de havde stjålet en større mængde cigaretter til en værdi af mange tusinde kroner.

En patrulje sikrede spor på stedet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.