Randers C
Stort luciaoptog lyser Randers op
Flere hundrede børn og frivillige spreder julestemning i byens gader den 11. december
Randers midtby bliver igen i år fyldt med lys, sang og julestemning, når ReThinker Randers og No. 17 – Huset for bæredygtig handling inviterer til det traditionsrige luciaoptog torsdag den 11. december kl. 10.30-11.30.
Hundredvis af skole- og børnehavebørn, borgere og frivillige deltager, når optoget bevæger sig gennem midtbyen fra Østervold til Kirketorvet – og tilbage igen til Den Jyske Hingst.
En tradition i vækst
Luciaoptoget fandt sted for første gang i Randers for to år siden og har allerede udviklet sig til en populær begivenhed, der samler byens borgere.
– “Vi glæder os meget til at gentage sidste års succes, hvor flere hundrede deltagere skabte et mindeværdigt optog gennem Randers. Luciaoptoget har kun to år på bagen, men forhåbentlig kan det blive en fast tradition til glæde for mange,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus, som ReThinker Randers er en del af.
Læs også:
Bæredygtigt lys og kreativt samarbejde
Optoget er et resultat af et bredt samarbejde mellem kunstnere, skoler og lokale aktører. Den store Luciabrud, der oprindeligt stammer fra Aarhus, har gennemgået en kunstnerisk forvandling hos GAIA Akademi med bidrag fra gæstekunstnere og designere.
I år har Mads Dinesen fra Designhøjskolen sammen med GAIA-kunstnerne skabt otte unikke dragter, som hver bærer en fortælling om Lucia-traditionen.
- klasse fra Randers Realskole udgør fortrop og brudefølge, mens No. 17’s kreagruppe står bag designet af både kjoler og lanterner.
– “I år vil vi skabe flere farvenuancer ved luciabruden, skabt i lysets egen ånd. Vi tænker bæredygtigt og klassisk – men nyt,” fortæller Birgitte Tümmler, koordinator og kunstner ved No. 17.
Fællesskab og lys i mørket
Optoget samler ikke kun byens børn og kunstnere, men også foreninger, skoler og institutioner fra hele kommunen.
– “Luciaoptoget er en hyggelig begivenhed, som er med til at samle mennesker og bringe hygge i tiden op mod jul. Vi håber at samle lige så mange som sidste år – måske endnu flere – så vi kan vise de stærke fællesskaber, der findes i Randers,” siger Jakob Tøtrup Kjærsgaard, daglig leder i ReThinker Randers.
Hos No. 17 ser man arrangementet som et lysende eksempel på samarbejde og samskabelse:
– “Dette event med ReThinker giver så god mening, fordi mange forskellige aktører arbejder sammen mod et fælles mål – at bringe lys til Randers i en mørk årstid, som for nogle også kan være præget af ensomhed. Målet er fællesskab på tværs af alder, køn, nationalitet og interesse,” siger Maria Hulvej, projektleder i No. 17.
Gammelt sengetøj får nyt liv
Lucia-kjolerne er syet af aflagte lagner fra Aarhus Universitetshospital og stofdonationer fra lokale borgere. Alle deltagere bærer lanterner med LED-stearinlys, og der er mulighed for selv at lave lanterner ved workshops i No. 17 forud for arrangementet.
Læs også: