Nyheder
Stort flertal af danskere ønsker lavere moms på mad
Ny analyse viser folkelig opbakning til enklere og mere retfærdigt afgiftssystem
Et stort flertal af danskerne bakker op om lavere moms på fødevarer og færre afgifter i hverdagen. Det viser en ny analyse fra De Samvirkende Købmænd (DSK).
Otte ud af ti vil have lavere fødevaremoms
Hele otte ud af ti danskere mener, at momsen på fødevarer bør sænkes – og næsten to ud af tre ser en lavere fødevaremoms som et effektivt redskab til at bremse de stigende madpriser.
”Danskerne sender et klart signal om, at de er trætte af verdens mest komplicerede afgiftsjungel. Momsen og afgifterne er blevet en belastning for både forbrugere og butikker. Det er på tide at skabe et mere retfærdigt og enkelt system,” siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd.
Læs også:
Danmark har EU’s højeste fødevaremoms
Danmark er det eneste EU-land uden reduceret moms på fødevarer. Hvor tyskerne slipper med 7 procent og svenskerne snart med 6 procent, betaler danskerne fortsat 25 procent. Samtidig oplever butikkerne store administrative byrder.
”Vi har Europas mest ufleksible moms- og afgiftssystem. Det skader forbrugernes økonomi, fremmer grænsehandel og hæmmer danske butikkers konkurrenceevne. Vores analyse viser, at det faktisk er muligt at modernisere systemet på en måde, der er økonomisk neutral for staten,” siger Jannick Nytoft.
Flertal klar til ansvarlig finansiering
Selvom lavere fødevaremoms vil koste staten indtægter, viser analysen, at næsten 60 procent af danskerne er villige til at acceptere højere moms på mindre nødvendige varer – som elektronik eller rengøringsmidler – for at finansiere ændringen.
Ifølge DSK vil en hævning af momsen på ikke-fødevarer til 27 procent dække udgifterne til både lavere fødevaremoms og afskaffelse af de mest bøvlede punktafgifter – og endda give et lille overskud.
Mindre grænsehandel og lavere priser
DSK fremhæver, at afgifter på dagligvarer har begrænset betydning for statens økonomi, men stor betydning for priserne og lysten til at handle syd for grænsen. Regeringens planlagte afskaffelse af kaffe- og chokoladeafgifterne ventes ifølge DSK ikke at øge forbruget nævneværdigt, men kan styrke dansk detailhandel og mindske grænsehandlen, som i 2024 løb op i over 9 milliarder kroner.
DSK foreslår gradvis reform
DSK foreslår at sænke momsen på fødevarer fra 25 til 15 procent – med start på sunde basisvarer som frugt og grønt.
”Vi beder ikke om skattelettelser, men om et smartere system. Det her handler om sund fornuft, fair konkurrence og lavere priser i hverdagen,” siger Jannick Nytoft.
Læs også: