Alarm 112
Stort antal indbrud på få dage i Hadsund: Politiet sikrer DNA og ser efter sammenhæng
Himmerlands Politi opfordrer borgere til at melde iagttagelser fra weekenden
Hadsund har i weekenden været ramt af en mængde indbrud, og Himmerlands Politi undersøger nu, om der kan være en sammenhæng mellem forholdene. Ifølge politikommissær Jesper Fredsgaard har politiet modtaget fem anmeldelser om indbrud i byen i løbet af få dage, og der er sikret DNA-spor på alle gerningssteder.
Mistanke om forbindelse mellem sagerne
Politiet hæfter sig især ved, at indbruddene ligger tæt i tid, og at tyvekosterne flere steder har været relativt små og lette at transportere.
“Der er rimelig stort sammenfald i gerningstidsrum, og vi kigger selvfølgelig på, om der er sammenhænge mellem indbruddene, som ligner hinanden – blandt andet i forhold til at det er små koster, der er stjålet, som er nemme at tage med sig,“ siger Jesper Fredsgaard.
Læs også:
Her er indbruddene anmeldt
- Strandvejen: 5. december kl. 13.30–18.00. Rude i kældervindue knust. Tyvene har været rundt i hele huset. Stjålet bl.a. sølvtøj, smykker og ure. Der er endnu ikke fuldt overblik over, om der mangler mere.
- Gyvelvej: 5. december kl. 17.30 til 6. december kl. 00.15. Soveværelsesvindue opbrudt ved at manipulere grebet indefra. Tyvene har været i størstedelen af huset. Stjålet kontanter og en større mængde smykker, herunder seks halskæder, otte fingerringe og fem sæt øreringe.
- Vesterled: 6. december kl. 08.00–18.12. Ind gennem kældervindue. Stjålet en større mængde guldsmykker til en værdi af minimum 40.000 kroner. Tyvene har færdes i soveværelse og stue.
- Jagtvej: 6. december kl. 12.20 til 7. december kl. 00.30. Vindue i entre opbrudt. Stjålet smykker, parfumer, to iPads, fire computere (Apple og Lenovo), Georg Jensen-lysestager, designertasker, en flaske dyr samler whisky samt 1000 kr. i udenlandsk valuta.
- Drosselvej: 5. december kl. 12.00 til 7. december kl. 15.40. Kældervindue brudt op. Tyvene har været rundt i hele huset. Stjålet bl.a. en Bang & Olufsen Balance-højtaler til en værdi af minimum 15.000 kr. og en Marshall-højtaler, diverse smykker samt kontanter.
Politiet beder om hjælp fra lokalområdet
Himmerlands Politi opfordrer borgere i Hadsund til at henvende sig, hvis de har set eller hørt noget mistænkeligt i weekenden.
Henvendelser kan rettes til politiet på telefon 114.
Læs også: