Politik
Store investeringer i energi- og miljø på hospitalerne
Til vores budget-2010 hører ikke alene en prioriteret plan for investeringer i nødvendige projekter i forhold til en fornuftig drift og vedligeholdelse af anlæg, bygninger og udstyr på regionens hospitaler. Men også en særlig pulje til el-projekter, så det samlede resultat bliver en gevinst for både patienter, personale, sikkerhed, arbejdsmiljø og det ydre miljø, blandt […]
Til vores budget-2010 hører ikke alene en prioriteret plan for investeringer i nødvendige projekter i forhold til en fornuftig drift og vedligeholdelse af anlæg, bygninger og udstyr på regionens hospitaler.
Men også en særlig pulje til el-projekter, så det samlede resultat bliver en gevinst for både patienter, personale, sikkerhed, arbejdsmiljø og det ydre miljø, blandt andet i kraft af mindre forbrug af energi.
Det drejer sig om 24 vigtige opgaver på hospitalerne i Holstebro, Silkeborg, Horsens, Århus, Skejby, Randers og Viborg, som kræver en samlet bevilling i 2009 og 2010 på 137 millioner kroner. Heraf kommer knap 85 millioner fra el-puljen og resten fra ramme-beløbet. I første omgang frigiver vi de 46,9 millioner kroner for år i år, og 91 millioner kroner følger senere.
Energi- og miljø-pulje styrket
I Randers gælder det blandt andet udskiftning af el-tavler, elevatorer og vinduer fra hospitalets start i 1954, fornyelse af brand-alarm-anæg og ændring af afdeling for redning af senge af hensyn til medarbejderne.
Jeg håber af flere grunde, at vi ret hurtigt kan udbyde alle disse arbejder. Både af hensyn til rammerne for hverdagen på hospitalerne, klima og miljø og håndværkerne, som virkelig mangler beskæftigelse.
Indsatsen for at spare el finansieres ved at optage lån, som hospitalerne betaler tilbage i løbet af 10 år. Altså ligesom de og regionens institutioner mv. trækker på vores egen energi- og miljø-pulje, som det flot lykkedes partierne bag forliget om budget-2010 at få udvidet fra 33 til 50 millioner kroner.
Kortsynede og snærende bånd
Vi viser i praktisk handling, at vi tager det med at spare på energien af hensyn til klima og miljø meget alvorligt. Derfor er det nødvendigt endnu en gang at slå fast med syv-tommer-søm, at det er aldeles tudetosset med de alt for snærende og kortsynede bånd for Det Nye Universitetshospital i Skejby.
Den økonomiske ramme, regeringen har sat, rækker hverken til at opfylde ønsket om f.eks. enestuer eller hensyn til klima og miljø.
Den gruppe af rådgivere, som arbejdet med projektet i halvandet år, har sammensat et katalog med 105 forskellige miljø-tiltag. Men alt for få af disse gode idéer får vi råd til, hvis hvis regeringen fastholder den økonomiske anlægsramme på 6,35 milliarder kroner.
Den sag skal have en helt anderledes og langt mere fornuftig løsning.
Du kan kommentere læserbrevet herunder.