Job
Stor interesse for job på GLS’ nye depot i Randers – 70 nye medarbejdere skal starte inden 1. oktober
Over 350 borgere mødte frem til jobmatchevent – GLS søger 70 nye medarbejdere
Mandag den 18. august blev der sat fokus på nye jobmuligheder i Randers, da GLS, Randers Kommune og 3F inviterede til jobmatchevent i Randers FC’s Thor Lounge. Hele 360 borgere lagde vejen forbi for at høre mere om de ledige stillinger på GLS’ kommende stordepot på Metervej i det sydlige Randers.
Mange nye arbejdspladser på vej
Depotet, som efter planen åbner 1. oktober, bliver en af de største GLS-afdelinger i Østjylland. Her er der behov for omkring 70 nye medarbejdere, primært til pakkehåndtering, sortering og lastning.
Borgmester Torben Hansen (S) deltog i arrangementet og glædede sig over den store interesse:
“GLS’ etablering i Randers betyder mange nye arbejdspladser, og dagens store fremmøde viser tydeligt, at interessen er der. Som kommune er vi glade for at understøtte både de eksisterende og nye virksomheder i at ansætte gode medarbejdere. Det styrker virksomhederne og skaber gode jobmuligheder for både unge og voksne i Randers Kommune. Tak til GLS for at se styrkerne ved Randers og for det gode samarbejde.” sagde borgmesteren.
Læs også:
Bred interesse blandt ansøgere
Blandt de mange fremmødte var både studerende, unge på sabbatår, voksne i brancheskift og andre på udkig efter nye udfordringer.
Depotmanager i GLS Randers, Caspar Cim Olesen, var imponeret over opbakningen:
“Det er overvældende at se, at så mange er interesserede i at blive en del af GLS i Randers. Mange tak til alle jer, som er mødt op. Vores mål er at skabe et stærkt fællesskab og en arbejdsplads, hvor man har lyst til at være, og vi ser frem til at ansætte mange dygtige medarbejdere. Tak til Randers Kommune for det gode samarbejde omkring rekrutteringsprocessen.”
Jobsamtaler allerede i gang
Allerede i denne uge går GLS i gang med jobsamtaler i jobcentrets lokaler i Randers. De ansøgere, der klarer sig gennem udvælgelsen, får første arbejdsdag den 1. oktober, når depotet officielt åbner dørene.
Med det nye depot forventes Randers at blive et centralt knudepunkt for GLS’ distribution i Østjylland – og dermed også et sted, hvor mange borgere kan finde varig beskæftigelse.
Læs også: