Stor bekymring for digitalt tyveri

5. februar 2024

I takt med et mere digitalt samfund følger også risikoen for cyberkriminalitet. Det skaber bekymringer blandt LB Forsikrings medlemmer, hvor hovedparten siger, at de er bekymrede for digitalt tyveri. Forsikringsselskabet kommer derfor her med gode råd til en mere sikker digital færden.

2024 har i høj grad handlet om vejr, klima og oversvømmelser flere steder i landet, også for forsikringsselskaberne. Men der er også andre emner, der fylder. Derfor har LB Forsikring i januar måned spurgt sit medlemspanel, hvad der bekymrer medlemmerne mest. Direkte adspurgt svarer godt 60 procent, at de ofte eller jævnligt er bekymrede for digitalt tyveri, mens 32 procent siger, at de sjældent bekymrer sig om det. Kun otte procent siger, at de aldrig bekymrer sig om digitalt tyveri.

Som forsikringsselskab er det for os interessant at se, hvad der skaber de største bekymringer hos vores medlemmer. Vi kan i undersøgelsen se en stor bekymring for sygdom efterfulgt af en bekymring for krig, hvilket måske ikke er så overraskende. Men herefter kommer bekymringen for digitalt tyveri side om side med bekymringerne for naturkatastrofer og almindeligt indbrud, og det bekræfter en ny tendens, som vi oplever, siger Sune Bille Larsen, Chef for Innovation og Forhindring i LB Forsikring.

LB Forsikring er Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab. Den nye undersøgelse viser også, at personer over 65 år oftere er bekymret for digitalt tyveri end unge under 30 år.

Vi ser heldigvis ikke mange eksempler på decideret digitalt tyveri, men vi oplever en stigende bekymring, og vores hotline har fået mange henvendelser fra medlemmer, der enten er bekymrede eller gerne vil have hjælp til forebyggelse, siger Sune Bille Larsen.

Selvom bekymringen generelt er stor, svarer godt 40 procent af de adspurgte, at de ikke gør noget for at beskytte sig mod digitalt tyveri. Derfor har LB Forsikring en række gode råd til forebyggelse.

Fem råd til digital sikkerhed:

Del ikke dine personlige oplysninger med hvem som
helst. Særligt ikke CPR-nummer og betalingsoplysninger.
Dine kodeord skal mindst indeholde 12 tegn, store og små bogstaver, tal og tegn. Brug forskellige kodeord til dine tjenester.
Undgå webshops, hvor CPR-nummer og andre følsomme oplysninger bruges som identifikation.
Åbn aldrig links eller vedhæftninger, der virker mystiske. Heller ikke fra dine nærmeste eller Skat, bank osv.
Sørg for, at din mobil, tablet m.m. har de nyeste sikkerhedsopdateringer. Hold også dig selv opdateret.

Pas på dine data:

Vær opmærksom på, hvordan du deler dit CPR-nummer, og del det aldrig på sociale medier eller fx på dit CV.
Brug en krypteret e-mail eller portalløsning, hvis du har brug for at sende dit CPR-nummer til fx bank, forsikringsselskab eller en myndighed, hvor I har aftalt, at det skal sendes til.
Du kan lave en kreditadvarsel på dit CPR-nummer. Det kan relevant, hvis du har mistet dit pas eller kørekort, eller du er bange for, at det bliver misbrugt.
Sørg for, at man ikke kan læse dit CPR-nummer eller andre personfølsomme oplysninger på det papiraffald, du smider ud.

Er du blevet udsat for ID-tyveri?

Spær dine bankkonti ring til banken, gør det online eller i din bank-app.
Anmeld ID-tyveriet til politiet.
Kontakt din e-mailudbyder, hvis nogen har overtaget din mailkonto og skift dit kodeord med det samme.
Kontakt Folkeregisteret, så de kan registrere misbruget på dit CPR-nummer.
Send varer retur, du ikke har bestilt, og afvis regninger.

Om undersøgelsen:

Medlemsundersøgelsen er foretaget i januar 2024 i LB Forsikrings medlemspanel, der er rekrutteret blandt LB Forsikrings over 420.000 medlemmer.

1388 medlemmer, der alle er over 18 år, har deltaget i undersøgelsen. 48,1% af respondenterne er kvinder, 51,4% er mænd, 0,5% definerer sig som hverken hun eller hankøn – eller ønsker ikke at svare.

Digitalt tyveri er i undersøgelsen defineret som, at uvedkommende stjæler dine ID-oplysninger, uretmæssigt skaffer sig adgang til dine bankkonti og lignende.

LB Forsikrings medlemspanel er et panel af medlemmer på tværs af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring, der frivilligt har meldt sig.