Erhverv
Stop trist tendens i Randers – skru op for pædagogandelen
Kun halvdelen af de ansatte i Randers Kommunes vuggestuer og børnehaver er
uddannet pædagog. BUPL Østjylland havde håbet på, at politikerne havde holdt
fast i beslutningen om minimumsnormeringer og en høj pædagogandel.
Nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at der kun er 50 procent uddannede pædagoger mod 51 procent i 2022.
”Det er en kedelig tendens. Særligt i lyset af, at lokalpolitikerne netop har besluttet, at lederne skal tælles med i pædagogandelen. De glemmer jo, at lederne slet ikke er ude blandt børnene. Så det får konsekvenser for den pædagogiske kvalitet. Jeg bliver bekymret for børnenes trivsel”, siger Jesper Kragh, formand for BUPL Østjylland, som organiserer de østjyske pædagoger.
Det får panderynkerne frem hos den lokale formand, at politikerne i Randers Kommune i budgettet for 2025 fraviger den enstemmige byrådsbeslutning om personalenormeringer og pædagogandel:
”Jeg havde håbet, at politikerne havde holdt fast i deres oprindelige beslutning om en pædagogandel på 65 procent, uden at lederne er talt med. For intentionerne i aftalen tiltrækker pædagoger på jobjagt”, påpeger Jesper Kragh.
Op med ambitionerne
Pædagogernes formand har en klar opfordring til lokalpolitikerne i Randers Kommune:
”Vis mandsmod og hjerte og stop den kedelige tendens med faldende pædagogandel. Gør det mere attraktivt at søge et pædagogjob i kommunen. Det gavner børnene og er samtidig en bremseklods for den trivselskrise, vi ser lige nu”, slutter Jesper Kragh.