Alarm 112

Større søgning efter gerningsvåben igangsat i Randers

Torsdag morgen har hundeførere fra Østjyllands Politi indledt en omfattende søgning efter det gerningsvåben, der blev brugt ved skudepisoden mod Hells Angels’ klubhus i Randers i januar.

Større søgning efter gerningsvåben igangsat i Randers
Foto: Rigspolitiet
Af Dinny Eriksen 6. marts 2025

Området langs Udbyhøjvej og tilstødende sideveje i Tvede, Støvring og Harridslev bliver minutiøst gennemsøgt af specialtrænede nedgravningshunde.

Blandt de steder, der får ekstra opmærksomhed, er området omkring Randers Fjord Golfklub, hvor politiet har en formodning om, at våbnet kan være skjult. Søgningen forventes at vare hele dagen.

Borgerne bedes holde afstand

Borgerne i området vil muligvis bemærke hundeførere arbejde i vejkanten og i grønne områder, og de opfordres til at holde afstand, så søgearbejdet ikke forstyrres.

”Det er en voldsom sag, når man affyrer skydevåben i det offentlige rum, og det er en sag, vi gerne vil til bunds i. Derfor går vi grundigt til værks i vores søgen efter gerningsvåbnet. Vi har en formodning om, at det er blevet gemt eller gravet ned i området, og vores dygtige hunde og hundeførere kommer til at søge intensivt efter det, ” siger politikommissær Mikael Larsen.

Falske bankebude på spil igen i Mariagerfjord Kommune

Læs også: Falske bankebude på spil igen i Mariagerfjord Kommune

To mænd varetægtsfængslet i sagen

I forbindelse med skudsagen sidder to mænd varetægtsfængslet, sigtet for at have affyret skud mod klubhuset og for dermed at have forvoldt fare for andres liv og førlighed. Skuddene mod klubhuset blev formentlig afgivet natten til torsdag den 23. januar eller tidligt samme morgen.

Vidner efterlyses fortsat

Politiet er fortsat interesseret i at høre fra eventuelle vidner, der kan have set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring det formodede gerningstidspunkt. Østjyllands Politi understreger, at alle oplysninger, uanset hvor små de måtte synes, kan være vigtige for opklaringen af sagen.

Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke oplyse yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.

Borgere med oplysninger kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

Kilde: Østjyllands Politi

31-årig mand varetægtsfængslet i Randers: Sigtet for voldtægt, narkosalg og våbenbesiddelse

Læs også: 31-årig mand varetægtsfængslet i Randers: Sigtet for voldtægt, narkosalg og våbenbesiddelse

Politiet efterlyser 23-årig i sag om ulovligt skydevåben – offentligheden bedes om hjælp

Læs også: Politiet efterlyser 23-årig i sag om ulovligt skydevåben – offentligheden bedes om hjælp

Tilmeld dig vores nyhedsbrev