Natur

Stenrev skal give nyt liv til Randers Fjord – sten for sten skal der skabes 70 nye oaser for dyrelivet

Fra udløbet af Øster Tørslev Å til udmundingen af Randers Fjord skal der i et nyt projekt etableres omkring 70 små stenrev. Målet er at skabe nye oaser under vandet, som kan styrke biodiversiteten og tiltrække flere fiskearter.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. september 2025

Kystdirektoratet har netop godkendt projektet, der bliver et vigtigt skridt mod at genoprette livet i fjorden. De nye rev vil supplere de fire større stenrev, der allerede er anlagt i fjorden de seneste år – herunder skolerevet ved Udbyhøj.

”At vi anlægger stenrevene, er en vigtig del af indsatsen for at genskabe livet i fjorden og forbedre forholdene for de arter, som engang stortrivedes i den. Med stenrevene får naturen et nyt fundament at bygge på, så fjorden igen kan blive hjem for mange arter,” udtaler initiativtagerne fra foreningen Fjordfolket, miljøgruppen Randers Stenrev og Randers Kommune.

Nye skjulesteder og tangskove

De kommende stenrev placeres på en otte kilometer lang strækning fra Øster Tørslev Å til fjordens udmunding. Tidligere var området rigt på ålegræs, tang og sten, der skabte variation og liv. I dag fremstår store dele af bunden gold og øde, som det også ses i mange andre danske fjorde.

”Ved at lave flere små stenrev får vi skabt flest mulige overflader, hvor tangplanter og smådyr kan leve. Det betyder, at der vil opstå skjulesteder og fødesøgningsområder for mange arter af fisk. Den reduktion af næringsstoftilførsel, som den grønne trepart arbejder med, vil sammen med de nye rev blive en afgørende brik for at skabe nyt liv i fjorden,” siger biolog i Randers Kommune, Anne Margrethe Wegeberg.

Stenrevene vil samtidig fungere som ledelinjer for fisk, der bevæger sig gennem fjorden. Det kan gavne trækkende arter som laks og havørred, men også småfisk som havkarudser og savgylte samt større arter som skrubbe og torsk.

Projektet rækker også ud over livet under vandet. Flere fisk tiltrækker fugle, og fjorden kan dermed blive et mere attraktivt sted for både lystfiskere, naturelskere og fuglekiggere. Langs stien ved de nye rev opsættes desuden formidlingstavler, hvor besøgende kan lære mere om revene og fjordens økosystem.

Godt samarbejde bag projektet

Projektet, der har fået navnet Biodiversitetsrev i Naturpark Randers Fjord, er et samarbejde mellem foreningen Fjordfolket, miljøgruppen Randers Stenrev og Randers Kommune. Det støttes af Den Danske Naturfond, LAG Randers-Favrskov, Fondation Jelling og Randers Kommune.

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde, og glæder vi os meget til at kunne realisere projektet. Samtidig er vi enormt glade for den støtte vi har fået fra fondene, og at Kystdirektoratet nu har givet grønt lys,” siger formand for Fjordfolket, Knud Pedersen.

Selve arbejdet med at anlægge stenrevene sendes snart i udbud, og forventningen er, at de første rev vil være på plads i løbet af foråret 2026.