.
Status for vaccination mod Covid-19 i Region Midtjylland uge 10
Regionen har denne uge modtaget ca. 26.900 doser vaccine mod Covid-19, der i kommende uge bruges på at vaccinere inviterede borgere.
I dagene 10.-12. marts har Region Midtjylland modtaget ca. 18.700 doser Pfizer- og 8.200 doser Moderna-vaccine. De skal bruges i den kommende uge.
Desuden har regionen modtaget ca. 21.400 doser AstraZeneca vaccine. De tages dog ikke i brug. Sundhedsstyrelsen har 11. marts af forsigtighedsprincip sat alle vaccinationer med AstraZeneca i bero i 14 dage.
Så mange er nu vaccineret
Per 10. marts har knap 125.000 borgere i Region Midtjylland fået første vaccination mod Covid-19. Det svarer til 9,4 % af borgerne. Knap 54.000, 4 %, er færdigvaccinerede.
De seneste leverancer af vacciner er brugt på at vaccinere og revaccinere borgere i de inviterede målgrupper: Borgere over 85 år. Borgere over 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp. Borgere som er i særlig risiko for et alvorligt forløb med Covid-19. Pårørende til alvorligt syge borgere.
Derudover er der vaccineret personale med AstraZeneca vacciner.
Hvem vaccineres nu?
Alle vacciner fra Moderna skal bruges på at nyvaccinere inviterede grupper af borgere. 80 % af vaccinedoserne fra Pfizer skal bruges til revaccination (2. stik), resten bruges på borgere, der endnu ikke er vaccineret.
I de kommende dage modtager de ældste borgere i målgruppen 80-84-årige invitation til vaccination (målgruppe 7).
Sammen med kommunerne arbejder regionen på at sikre, at alle ikke vaccinerede borgere i gruppe to og tre er tilbudt vaccination senest 25. marts. Borgerne i disse grupper er over 85 år (gr 3) samt modtagere af både personlig pleje og praktisk hjælp over 65 år (gr. 2).
Fakta
Region Midtjylland har i uge 10 modtaget ca. 26.900 doser vaccine mod Covid-19, der i den kommende uge bruges på at vaccinere inviterede borgere.
Desuden har regionen modtaget ca. 21.400 doser AstraZeneca vaccine, der ikke bruges.
Sundhedsstyrelsen har 11. marts af forsigtighedsprincip sat alle vaccinationer med AstraZeneca i bero i 14 dage.
Alle Moderna-vacciner går til nyvaccinationer af de inviterede grupper, mens ca. 80 % af Pfizer vaccinerne skal bruges til revaccinationer (2. stik).
Borgere mellem 80 og 84 år (målgruppe 7) inviteres de kommende dage til vaccination. I Region Midtjylland inviteres i første omgang ca. halvdelen af gruppen med de ældste først.
Flere tider til Pfizer vaccine er klar i bookingsystemet fra senest onsdag 17. marts kl. 15.
Læs også: