Uddannelse
Statsministeren har udskrevet skolevalg – Skolevalg 2026 rykker ind i klasseværelserne i Randers: Syv skoler med i tre ugers demokratiforløb
Flere end 1.000 elever fra syv skoler i Randers Kommune deltager i Skolevalg 2026 og arbejder de kommende uger med politik, debat og demokrati frem mod valgdagen den 29. januar.
I dag, søndag den 11. januar 2026, er Skolevalg 2026 blevet udskrevet, og dermed er et tre uger langt undervisningsforløb gået i gang på skoler over hele landet. Også i Randers Kommune er en række skoler med, når eleverne i de kommende uger arbejder med demokrati i praksis.
På landsplan deltager omkring 70.000 unge mellem 13 og 17 år i Skolevalg 2026.
Syv skoler deltager i Randers Kommune
I Randers Kommune deltager i alt syv skoler i Skolevalg 2026. Samlet set er mere end 1.000 elever med i forløbet. De deltagende skoler og elevtal er:
- Randers Realskole – 575 elever
- Tirsdalens Skole – 250 elever
- Nørrevangsskolen og UNX-Ung Nord10 – 130 elever
- Korshøjskolen – 90 elever
- Munkholmskolen – 72 elever
- Randers Lille Skole – 24 elever
- Grønhøjskolen – 22 elever
Læs også:
Tre uger med politik og debat
Skolevalg er et gratis undervisningsforløb for 8., 9. og 10. klassetrin. Forløbet består af tre moduler á to lektioner og strækker sig over tre uger. Her arbejder eleverne med politiske mærkesager, laver nyhedsindslag og får indblik i, hvordan det danske demokrati fungerer.
For eleverne i Randers betyder det, at aktuelle samfundsspørgsmål bliver en del af undervisningen, og at de selv skal tage stilling til politiske emner.
Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen
Valgdag på skolerne den 29. januar
Forløbet afsluttes torsdag den 29. januar, hvor eleverne deltager i selve Skolevalget. På skolerne bliver der opstillet stemmebokse og valgurner, og eleverne får udleveret valgkort og stemmesedler, inden de stemmer på det parti, de er mest enige med.
Resultatet bliver senere samme dag offentliggjort ved en tv-transmitteret valgaften fra Christiansborg.
Fokus på respekt og den gode tone
Skolevalg arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Et af målene er at styrke de unges demokratiske engagement og give dem erfaring med at diskutere politik på en ordentlig måde.
Folketingets formand Søren Gade peger på, at netop den demokratiske samtale er central:
“Det er vigtigere end nogen sinde, at vi alle ruster os så godt som muligt til at deltage i den demokratiske samtale og den offentlige debat – med respekt, ordentlighed og lydhørhed. Med Skolevalg bringer vi den politke samtale ind i elevernes hverdag og videre til den næste generation. De skal sammen diskutere emner og problemer, som er vigtige for samfundet, og forhåbentlig erfare, at det giver mening og nytter noget, at engagere sig. Samtidig er det vigtigt, at debatterne foregår i et trygt miljø, hvor eleverne oplever, at man kan diskutere politiske emner i en god tone og med respekt for hinanden. Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor tonen – ikke mindst på sociale medier – ofte er hård og uforsonlig,” siger Folketingets formand, Søren Gade.
I Skolevalgets tredje uge har skolerne mulighed for at arrangere debatter med frivillige fra de politiske ungdomsorganisationer, så eleverne også i Randers kan møde unge politikere i øjenhøjde.
Læs også: