Nyheder
Spiser du som om det altid er sommer? Forskere advarer mod kostens skjulte effekt på kroppen
Ny forskning viser, at vores madvalg kan forvirre kroppens biologiske ur – især når vi spiser det samme året rundt
Lyset styrer – men maden spiller også med
Vi ved, at dagslyset påvirker vores døgnrytme, søvn og energi. Men nu viser ny forskning, at det ikke kun er sollyset, der holder styr på kroppens indre ur – det gør maden også.
Ifølge et internationalt studie med deltagelse fra Københavns Universitet kan den kost, vi spiser, have betydning for, hvordan vores biologiske ur tilpasser sig årets skiftende årstider.
Læs også:
Mus på sommerdiæt tilpassede sig hurtigere
Forskerne undersøgte mus, der fik forskellige typer fedtstoffer i kosten. Resultatet viste, at dyr, som fik en såkaldt “sommerdiæt” med mere energi og færre flerumættede fedtsyrer, hurtigere tilpassede sig den simulerede sommer – men langsommere til vinteren.
”Man har længe ment, at kun ændringer i dagslysets længde regulerer tilpasningen af vores biologiske døgnrytmer til årstidernes vekslen,” forklarer professor Thomas Mandrup-Poulsen fra Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.
”Men i vores studie fandt vi, at mus, der fik en ‘sommerdiæt’ i form af kalorierig kost eller kost med lavt indhold af flerumættede fedtsyrer, tilpassede sig hurtigere til forsøgets simulerede ’sommer’, men langsommere til ’vinteren’,” siger han.
Sommer året rundt – også i supermarkedet
Mennesker har i princippet det samme biologiske ur som mus, men vores moderne livsstil betyder, at vi ofte spiser den samme type mad året rundt – typisk energirig og fedtholdig.
Det kan give kroppen modstridende signaler, fortæller forskerne.
”Om vinteren kan der opstå et mismatch mellem den kortere lysimpuls og vores fødeindtag, som fortæller kroppen, at det er sommer. Det gør, at disse to vigtige stimuleringer af vores biologiske ur ikke er synkroniserede,” siger Thomas Mandrup-Poulsen.
Studiets hovedforfatter, Daniel Levine, postdoc ved University of California, San Francisco, supplerer: ”Vores arbejde viser, at sæsonbestemt variation i tilgængeligheden af flerumættede fedtsyrer i forhold til mættede fedtsyrer i føden påvirker signaler til uret.”
Risiko for biologisk jetlag
Når kost og lys påvirker kroppen i hver sin retning, kan der opstå et såkaldt biologisk jetlag – en forstyrrelse af døgnrytmen, som kan have konsekvenser for helbredet.
”Hvis vores krop på grund af vores kost har en opfattelse af, at det er sommer, når det faktisk er vinter, så indtager og lagrer vi måske mere energi – lidt ligesom hvis et egern kunne samle vinterforråd året rundt,” forklarer Thomas Mandrup-Poulsen.
Han peger på, at denne forskydning kan bidrage til overvægt og øge risikoen for både hjerte-kar-sygdomme og psykiske lidelser.
Sæsonens mad kan bringe os i balance
Forskerne peger på, at vi muligvis kan forbedre vores biologiske balance ved at spise mere efter årstiden – ligesom musene i naturen.
”Hvad ville der ske, hvis supermarkedet kun tilbød sæsonens fødevarer, der var dyrket i de lokale omgivelser, ligesom middelhavskosten eller i det nye nordiske køkken? Så ville vi i hvert fald være mere i sync med den mad, vi spiser, og det lysindtryk, der er,” siger Mandrup-Poulsen.
Han tilføjer, at det samtidig ville være et skridt i en mere miljømæssigt bæredygtig retning.
FAKTA: Det biologiske ur
De fleste organismer har et biologisk ur i deres celler, som synkroniseres fra hjernen. Urets funktion er at regulere, koordinere og forudse de daglige variationer i blandt andet aktivitet, søvn, kropstemperatur og fødeindtag i forbindelse med døgnets rytme.
Omkring 30 % af alle vores gener reguleres af det biologiske ur. Døgnrytmeforstyrrelser – for eksempel forårsaget af natarbejde – disponerer for en lang række sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, kræft, depression og diabetes.
Alle organismer på jordens overflade påvirkes af en varierende dagslængde afhængig af årstiderne. Man har længe ment, at dagslysets længde var den eneste faktor, der tilpasser vores biologiske urs rytme til årstiderne.
Kilde: Professor Thomas Mandrup-Poulsen
——-
FAKTA: Fedtstoffer
Fedt er et nødvendigt næringsstof for kroppen og en vigtig kilde til energi. Samtidig kan for meget fedt øge risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdomme. Fedt kategoriseres som mættet og umættet fedt.
Mættet fedt øger vores kolesterol og fremmer åreforkalkning og blodpropper, mens umættet fedt generelt har den omvendte effekt. Mættet fedt findes blandt andet i mejeriprodukter og kød, det umættede fedt findes hovedsageligt i fisk og planter.
Endelig kan man inddele umættet fedt i enkelt- og flerumættede fedtsyrer. Enkeltumættede fedtsyrer findes i olivenolie, nødder, avocado, frø og kerner. Flerumættede fedtsyrer findes blandt andet i fisk, men også i nødder, avocado og planteolier.
Kilde: Hjerteforeningen
Læs også: