Nyheder

Spentrup vinder titlen som Østjyllands Fedeste Lokaldyst 2025

Første deltagelse blev en festdag for hele byen med over 450 deltagere

Maria Just
Af Maria Just 6. november 2025

En ny vinder på banen

Spentrup løb – eller rettere gik, cyklede og løb – med sejren, da DGI Østjylland for nylig kårede årets vindere af Lokaldysten. Lokalsamfundet deltog for første gang i konkurrencen og imponerede dommerpanelet så meget, at de nu kan kalde sig Østjyllands Fedeste Lokaldyst 2025.

”Spentrup formåede at kombinere motion, fællesskab og festlig stemning på en måde, der virkelig viser, hvad Lokaldysten handler om. Det var en debut med imponerende opbakning og kreativitet,” siger Lars Mandrup, formand i DGI Østjylland.

Fællesskab og bevægelse i centrum

Lokaldysten samler hvert år lokalsamfund i hele Østjylland om at bevæge sig sammen – på gåben, cykel eller i løbesko – i to timer. I år deltog 28 byer, og over 5.500 borgere var med til at sætte regionen i bevægelse.

I Spentrup deltog 459 borgere, som tilsammen tilbagelagde 3.358 kilometer. Dagen bød på alt fra opvarmning ved SIF Gymnastik til GÅ-banko, udklædningskonkurrencer og grillpølser fra de lokale spejdere. Samtidig markerede arrangementet et festligt spadestik til renoveringen af Spentrup Idræts- og Kulturhus.

”Vi er stolte af at vise, hvordan et lokalsamfund i fællesskab kan løfte en opgave og skabe noget helt særligt,” fortæller arrangørerne fra Spentrup Idrætsforening.

Prisen skal styrke det lokale fællesskab

Med titlen følger en hæderspris og en pengepræmie på 10.000 kroner, der skal bruges til at styrke fællesskabet i Spentrup. DGI Østjyllands bestyrelse vurderede deltagerbyerne ud fra fem kriterier: bredde i deltagerfeltet, samarbejde på tværs, synlighed, aktivering og nytænkning.

Formålet er at fremhæve byer, der ikke blot får folk ud at røre sig, men også formår at samle lokalsamfundet på tværs af generationer, foreninger og interesser.

Hele Østjylland med i dysten

Ifølge Louise Brok, konsulent ved DGI Østjylland med ansvar for aktive voksne, handler Lokaldysten om mere end bare motion:

”Lokaldysten handler ikke kun om kilometer, men om mennesker. Det er fantastisk at se, hvordan foreninger, familier, naboer og frivillige står sammen og får hele byen med. Det lokale engagement er imponerende, og det er tydeligt, at når folk mødes om bevægelse, vokser både glæden og fællesskabet – år for år,” siger hun.

Siden starten i 2021 er Lokaldysten vokset støt, og deltagerne tæller nu både børn i klapvogne og borgere i kørestol.

”Lokaldysten er en løftestang for fællesskab og sundhed. Vi ser hvert år nye idéer, stærke samarbejder og en fantastisk energi i lokalsamfundene,” tilføjer Lars Mandrup.

Kommunale vindere 2025

Udover Spentrup som samlet vinder blev der også kåret lokale mestre i hver kommune:

  • Norddjurs Kommune: Nørager
  • Syddjurs Kommune: Ådalen
  • Randers Kommune: Værum
  • Odder Kommune: Hundslund
  • Favrskov Kommune: Houlbjerg