Sport

Spentrup Idrætsforening vil løfte lokal fitness til nyt niveau

Foreningen har sikret 900.000 kroner i fondsstøtte til en stor fitnesssatsning, der skal gøre træning lettere for flere borgere

Søren Greve
Af Søren Greve 1. maj 2026

Spentrup Idrætsforening har fået tilsagn om 900.000 kroner i fondsstøtte til en større opgradering af foreningens fitnessudstyr.

Målet er at skabe et moderne træningstilbud i Spentrup, hvor både unge, ældre og nye motionister kan være med i et stærkt lokalt fællesskab.

Træning og fællesskab skal gå hånd i hånd

Foreningen arbejder på at forny alt fitnessudstyr i lokalet. Det samlede budget er på to millioner kroner, og de første 900.000 kroner er nu på plads.

”I Spentrup har vi et ønske om, at skabe et sted, hvor motion og fællesskab går hånd i hånd. Hvor den unge voksne kan træne skulder ved skulder med sin bedstemor, og hvor naboen, der aldrig har turdet prøve et fitnesscenter, endelig får mod på det første skridt,” fortæller formand Ivan Kondrup og fortsætter:

”Fondenes støtte viser, at selv mindre lokalsamfund kan tænke stort og skabe attraktive tilbud for deres borgere.”

Intelligente maskiner skal gøre det nemmere

Sideløbende har Spentrup Idrætsforening fundet finansiering til fitnesssystemet EGYM, der består af intelligente og fuldautomatiske træningsmaskiner.

Maskinerne kan indstille sig selv via et personligt armbånd. Foreningen håber, at det kan tiltrække nye målgrupper, ikke mindst ældre borgere og personer, der ikke tidligere har haft mod på at træne i et fitnesscenter.

Plads til flere medlemmer

Spentrup Idrætsforening har allerede mere end 450 fitnessmedlemmer i en by med omkring 2.500 indbyggere. Med investeringen håber foreningen at få plads til flere brugere og styrke det lokale samlingspunkt omkring motion.

”Vi er virkelig glade for den tillid og støtte, fondene allerede har vist os til at vi kan realisere vores fornyelsesprojekt. De 900.000 vil flytte fitnesstræningen i Spentrup væsentligt, og nye vil kunne mødes i vores træningsfællesskab. Vi tør godt sigte efter stjernerne, selvom vi er en mindre by, for vores forening og foreningsliv står meget stærkt i Spentrup. Vi har allerede mere end 450 fitnessmedlemmer ud af en befolkning på 2500 i Spentrup, og nu får vi plads til flere brugere og mulighed for byde flere ind,” lyder det fra formanden.

Her kommer pengene fra

De 900.000 kroner er doneret af DIF & DGI’s Foreningspulje med 125.000 kroner, Sparekassen Danmark Fonden – Gjerlev-Enslev med 200.000 kroner, Norlys Vækstpulje med 75.000 kroner og ELRO Fonden med 500.000 kroner.