Kultur
Sparebøssemuseet flytter til København
Sparebøssemuseet i Randers blev etableret i 1995 og var det eneste af sin slags i Danmark. Museet var drevet af en fond stiftet af Sparekassen Kronjylland og tiltrak gennem årene mange besøgende, der var fascinerede af de unikke og historiske sparebøsser.
Sparebøssemuseet har fundet et nyt hjem
Fremtiden for Sparebøssemuseet i Randers er nu faldet på plads. Den unikke samling på ca. 3.500 sparebøsser bliver bevaret og tilgængelig for offentligheden, men fremover bliver det i København, at de kan opleves. Sparebøsserne er blevet transporteret til hovedstaden, hvor de bliver en del af udstillingen i Bank- og Sparekassemuseet.
I de fleste af de knap 30 år, Sparebøssemuseet har eksisteret i Randers, har Inge Nielsen stået i spidsen for museet. Hendes viden og passion for samlingen har været afgørende for overdragelsen til det nye museum.
“Vi taler jævnligt i telefon, og jeg har besøgt museet i København to gange. Derudover har jeg haft en hel dag i Randers sammen med den ansvarlige for den nye udstilling. Her har jeg fortalt historierne bag sparebøsserne og vist, hvor de er dokumenteret, så de fortsat kan formidles til publikum,” fortæller Inge Nielsen. “Flere gange har de da også spurgt: “Hvor ved du alt det der fra?”” tilføjer hun med et grin.
Historierne lever videre
Inge Nielsen har gennem årene rejst land og rige rundt for at indsamle sparebøsser og historier. Hun har systematisk dokumenteret sin viden, så de kommende museumsgæster fortsat kan få indblik i samlingens unikke fortællinger. Der er desuden optaget en række videoer, hvor Inge Nielsen deler de mest væsentlige historier.
“Jeg har haft så mange gode oplevelser med at møde folk, indsamle og formidle historierne. Det har været det vigtigste for mig, og det har samtidig holdt mig i gang som pensionist,” siger den 82-årige Inge Nielsen.
Nedpakningen af sparebøsserne var en omfattende proces, hvor der blev brugt 100 flyttekasser og 1.250 meter bobleplast. Bank- og Sparekassemuseet arbejder nu på at renovere og klargøre de lokaler, der skal rumme samlingen. Udstillingen forventes at åbne i løbet af foråret.
“Det bliver spændende at komme over og se det,” lyder det fra Inge Nielsen, der dog heller ikke lægger skjul på, at det var vemodigt at sige farvel til sparebøsserne, som hun kalder sine venner.
“De har fyldt meget i mit liv, så jeg vil savne dem. Derudover har der jo gået meget tid med dem. Alene rengøringen tog 40 timer fra start til slut. Men jeg er god til at holde mig i gang. Jeg er for eksempel begyndt at strikke huer og futter til nyfødte i Randers, og så dyrker jeg gymnastik.”
Sparebøssemuseet blev drevet af en fond stiftet af Sparekassen Kronjylland, som stod bag samlingen. Ifølge fondsreglerne vil fondens midler nu blive fordelt til gode formål i Sparekassen Kronjyllands markedsområde. Den konkrete fordeling er endnu ikke fastlagt.
Kilde: Ritzau