Forbruger
Sommerens Airbnb-udlejning kan koste dig dyrt: Glemmer du dette, risikerer du bøder eller at miste din bolig
Det virker måske oplagt at udleje din bolig i ferien – men mange overser de regler og forpligtelser, der følger med. Det kan ende med både bøder, forsikringsproblemer og i værste fald, at du mister dit hjem. Her er fem vigtige ting, du bør tjekke, inden du giver nøglerne til fremmede.
Det skal du være opmærksom på, før du udlejer din bolig
Sommeren er højsæson for Airbnb og andre former for korttidsudlejning. Mange vælger at leje deres bolig ud, mens de selv er på ferie – og det kan være en god måde at tjene lidt ekstra på. Men bag den nemme løsning gemmer sig en række faldgruber, som kan blive dyre, hvis du overser dem.
EjendomDanmark advarer nu om, at mange danskere glemmer at undersøge reglerne, før de udlejer deres hjem – og det kan i værste fald føre til, at du mister din bolig.
Læs også:
Reglerne er forskellige alt efter din boligform
Det første og vigtigste, du skal tjekke, er, om du overhovedet må udleje din bolig. Reglerne varierer alt efter, om du er lejer, andelshaver eller ejer:
- Som lejer skal du have tilladelse fra udlejeren, før du må fremleje. Selv med en tilladelse er det ikke sikkert, du må leje ud hele sommeren, da det kan blive betragtet som erhvervsmæssig udlejning. Det kan i sidste ende koste dig din lejlighed.
- I andelsboliger er korttidsudlejning som hovedregel forbudt, medmindre foreningens vedtægter tillader det.
- I ejerlejligheder er det som udgangspunkt tilladt at leje ud – men det kan være forbudt, hvis det fremgår af ejerforeningens vedtægter.
Det er altså vigtigt, at du undersøger din konkrete situation og eventuelle vedtægter, før du går i gang.
Du har ansvaret – også når du ikke er hjemme
Selv hvis du har fået grønt lys til at udleje, skal du være opmærksom på det juridiske ansvar. Når du udlejer via Airbnb eller lignende platforme, er det dig, der hæfter, hvis gæsterne laver ballade, ødelægger noget eller skaber uro.
“Det er dig, der hæfter, hvis der opstår skader eller gener. Dine gæster skal overholde ejendommens husorden – også selvom du ikke er hjemme,” lyder det fra EjendomDanmark.
Du bør også tjekke, hvordan din forsikring dækker ved for eksempel tyveri eller skader. Airbnbs egen værtsgaranti er ikke en klassisk forsikring og dækker ikke alt – for eksempel ikke kontanter, kunst, smykker eller skader på fællesarealer.
Derfor anbefales det at lave en skriftlig aftale med dine gæster, så du står bedre, hvis noget går galt. En mundtlig aftale kan være svær at håndhæve.
Fem ting du skal have styr på, før du udlejer
- Tjek, om du må udleje – din boligform afgør, om det overhovedet er lovligt.
- Læs det med småt hos Airbnb – garantien dækker ikke alt.
- Lav en skriftlig aftale med gæsterne – mundtlige aftaler er ikke nok.
- Du hæfter for gæsternes adfærd – også hvis de støjer eller ødelægger noget.
- Vær opmærksom på naboerne – ukendte personer i opgangen kan skabe utryghed.
Læs også: