Familie
Søvnens skjulte kraft: Derfor får kvinder oftere kroniske smerter
Ny forskning peger på, at dårlig søvn kan gøre os mere følsomme over for smerte – især kvinder. Selv få nætter med afbrudt søvn har en tydelig effekt på kroppen. Opdag hvordan søvn kan blive nøglen til bedre behandling af kroniske smerter.
Dårlig søvn kan øge smertefølsomheden
Rundt regnet hver femte menneske på jorden lever med kroniske smerter – og to ud af tre er kvinder. Nu viser ny forskning fra Aalborg Universitet, at søvn kan spille en langt større rolle, end man hidtil har antaget. Et studie viser, at selv korte forstyrrelser i søvnen kan gøre nervesystemet mere følsomt over for smerte, og kvinder reagerer mere kraftigt end mænd.
Det åbner for en ny tilgang til behandlingen af smerter, der ellers ofte centrerer sig om medicin, operation eller fysisk træning.
Ifølge lektor og smerteforsker Kristian Kjær-Staal Petersen er det på tide at gentænke, hvordan man hjælper de mange patienter, som stadig ikke får tilstrækkelig lindring:
“Vi har i mange år sat vores lid til stærkere og mere målrettet medicin. Men måske er løsningen langt mere enkel. Det ser ud til, at søvn spiller en større rolle for smerte, end vi tidligere har forstået, især hos kvinder.”
Læs også:
Tre nætter, tre opvågninger – og store ændringer
I forsøget deltog 59 raske voksne mellem 18 og 45 år. Deltagerne blev vækket tre gange pr. nat i tre nætter i træk og skulle lave små opgaver, før de kunne sove videre. Før og efter målede forskerne deltagernes smertetærskel, og forskellen var tydelig: Selv den begrænsede forstyrrelse havde mærkbar effekt på både krop og sind.
Studiet er det første til eksperimentelt at dokumentere en direkte forbindelse mellem forstyrret søvn, smertefølsomhed og køn. Kvinderne viste sig at reagere kraftigere, og det er ifølge forskerne en vigtig ledetråd til fremtidig behandling.
“Når vi ser det samme mønster i forskellige forsøg, styrker det validiteten af vores fund. Alle resultater peget på at søvn er helt centralt for mange vitale funktioner i kroppen,” forklarer Petersen.
Forskerne målte deltagernes smertetærskel både før og efter forsøget – og forskellen var markant: Selv få nætter med forstyrret søvn havde en tydelig effekt på både kroppen og det mentale velbefindende (foto: Emil Kragborg Eriksen)
En overset vej i smertebehandling
Behandling af kroniske smerter i dag fokuserer hovedsageligt på fysisk aktivitet, medicin eller kirurgiske indgreb. Men alle tre tilgange har begrænsninger. Træning hjælper kun nogle patienter, medicin har bivirkninger, og operationer kan i visse tilfælde forværre situationen.
I stedet begynder søvn nu at blive betragtet som en mulig nøgle til bedre resultater. Fra psykiatrien ved man allerede, at man ikke kommer langt med behandling af depression og angst, før søvnen er stabiliseret. Og da smerte, angst og depression biologisk hænger tæt sammen, giver det god mening at tænke søvn ind i behandlingen.
Forskergruppen i Aalborg har derfor planer om at dykke endnu dybere ned i søvnens rolle – især hos de patienter, hvor traditionel behandling ikke har hjulpet.
“Søvnbehandling er næppe svaret for alle. Men det ser ud til at kunne gøre en reel forskel – særligt i de komplekse tilfælde, hvor vi ellers har stået uden gode behandlingsmuligheder,” siger Petersen.
Lektor og smerteforsker Kristian Kjær-Staal Petersen har i samarbejde med medicinstuderende Elisabet Dortea Ragnvaldsdóttir Joensen og Laura Frederiksen undersøgt effekten af søvnforstyrrelser på smertefølsomhed hos 59 raske voksne deltagere (foto: Emil Kragborg Eriksen)
Læs også: