Sød historie: Kan man finde kærligheden på Den Blå Avis?

25. juli 2024

Louise fra Silkeborg fandt kærligheden ved at lade som om, hun var en gammel brugt bil på Den Blå Avis. Ni henvendelser senere fandt hun kærligheden, og i dag er hun og manden stadig sammen – og gift.

Kan man finde andet end brugte sofaer og retro-barnevogne på DBA?

Det korte svar er; ja.


Louise fandt sin Jesper på den blå portal, som hun i dag er gift med. Nu efterlyser hun et eksemplar af den gamle avis-udgave, da hun gerne vil mindes den sjove og kreative kontakt-annonce, hun lavede dengang sammen med sin veninde.

Her får du hele historien:

En gratis romance til en 9 kroners annonce

Dengang tilbage i år 2000 var det muligt at annoncere efter mennesker i den fysiske udgave af DBA, ’Den Blå Avis’ under sektionen ’Personlig’. Her kunne man annoncere efter alt lige fra hundelufter til fremtidig partner.

– Det var en fuld sommeraften i min venindes kolonihavehus. Hun og jeg havde sat os på taget og drak Bailey… af flasken. Så ved man, det er en god aften, haha. Vi var begge singler og blev den aften enige om, at vi ikke gad være singler mere, fortæller Louise, der dengang var 28 år.

– Min veninde havde en tidligere Blå Avis liggende, og sådan kom vi i tanke om, at det var dér, vi burde indsende vores annonce, fordi det jo var gratis dér. Vi skrev annoncen den aften, og vi synes, i vores pænt berusede tilstand, at det var sjovt at beskrive os selv om en brugt bil, fordi folk der købte avisen dengang typisk manglede en brugt bil, forklarer Louise.

De to veninder skrev blandt andet, at de søgte en firehjulstrækker, og at de selv var en brugtbil i flot stand og at ’kørekort haves’.

Det gik ikke helt efter planen

Ugen efter landede der ni fysiske breve i Louises venindes postkasse, og de to veninder mødtes for at læse de svar, der var kommet på deres annonce.

Dog var der i mellemtiden sket det, at veninden havde mødt en fyr, og sådan kunne alle bejlerne gå til Louise.

– De fleste breve var lidt useriøse. Der var eksempelvis én, der skrev, at han kunne kontaktes den efterfølgende tirsdag, hvor konen ikke var hjemme. Min veninde og jeg overvejede meget at ringe til ham om fredagen, griner Louise.

Men i bunken lå også to breve, der var mere gennemtænkte. Den ene havde fortsat biltemaet ved også at beskrive sig selv om en gammel bil, og han havde også sendt et billede med af sin bil. Den anden havde skrevet to helt tætskrevne sider med nydelig håndskrift og sendt et billede med, og det var ham, der endte med at blive Louises kæreste.

– Vi talte sammen i telefonen i en halv time, hvor vi aftalte tid og sted. Han kom med toget til Aarhus den efterfølgende fredag, og jeg havde arrangeret, at vi tog en øl på et brunt værtshus, og efterfølgende havde jeg booket middag. Middagen kom vi aldrig til, fordi vi hyggede os så meget på værtshuset, fortæller Louise.

Stadig tvivl, efter 24 år

Selvom det er 24 år siden i dag, er der stadig tvivl om, hvorvidt Louises mand dengang købte avisen for at finde en kæreste.

– Han påstår stadig den dag i dag, at han ikke købte avisen for at læse kontaktannoncerne. Men til hans forsvar bruger han også DBA rigtig meget – også i dag. Både ham og jeg køber og sælger meget dér, fortæller hun og supplerer med, at uanset hvad er det en god historie:

– Jeg plejer at sige, at min mand gav fire kroner for at blive kærester med mig, griner Louise.

(Det kostede dengang 4 kroner i porto at sende et svar til en annonce ind til DBA, og Louise måtte betale porto for hele 9,5 kroner, for at få alle ni kuverter sendt til sin postkasse inde fra DBAs hovedkontor).

Louise efterlyser vest-udgaven af Den blå Avis fra juli 2000. Folk, der måtte ligge inde med den, kan kontakte hende på den.blaa.avis.juli.2000@gmail.com 

/ritzau/