Politik

Socialdemokratiet vil sidestille psykisk sygdom med fysisk sygdom

10 års plan for psykiatrien

Redaktion
Af Redaktion 23. maj 2019

Socialdemokratiet tager psykiatrien alvorligt. Efter at vi er mange, der har råbt op i årevis om, at psykiatrien lider, kommer Socialdemokratiet nu med en 10 års plan til en markant forbedring af psykiatrien. Angst, stress og depression er blevet de nye folkesygdomme, og det kalder på handling nu. Men psykiatriens problemer kan ikke løses med et snuptag. Det kræver en langsigtet plan.

I Socialdemokratiet mener vi, at det er vigtigt at have store visioner, samtidig med, at vi er realistiske om, hvordan vi når derhen, hvor psykisk sårbarhed og sygdom behandles på lige fod med fysiske lidelser. Derfor fremlægger vi nu en plan, hvoraf jeg her vil sætte fokus på disse punkter:

-Der skal være gratis psykologhjælp for børn og unge under 18, så vi kan forebygge, at så mange unge ender i psykiatrien.

-Psykiatrien skal på Finansloven, da der er brug for langsigtede investeringer og planer, i stedet for kortsigtede projekter og puljer.

-Psykiatrien skal fylde mere på lægeuddannelsen, så flere læger møder psykiatrien som en del af deres uddannelse.

-Ordningen med psykiatri-brobyggere i kommunerne skal udbygges. Der skal være en person, der sikrer overgangen fra hospital til videre behandling, genoptræning, uddannelse og beskæftigelse, når patienten udskrives. Brobyggeren skal også være kontakt til de pårørende, som står med en stor opgave, og som i dag ikke får nok hjælp.

-Der skal være et samlet tilbud for misbrug og psykisk sygdom. Alt for mange psykiatriske patienter falder mellem to stole, fordi de både har et misbrug (som behandles i kommunen) og en psykisk sygdom (som behandles på hospitalet). Der skal en samlet indsats til.

-Vi skal oprette flere sengepladser i psykiatrien, så patienter ikke udskrives før de er klar til det.

Der er flere punkter i planen, som man kommer til at høre meget mere til i løbet af den næste tid. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at den kamp, som jeg og mange andre har kæmpet, nu udløser en konkret plan, som har potentiale til at løfte behandlingen af nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund.