Venstre erkender, at lig på bordet er den eneste måde at skabe fokus på mobilsnak under kørslen.
Mobilen er en dræber i trafikken. Men præcist hvor meget ved vi ikke, og det vil S & V nu have undersøgt.
En meningsmåling fra analyseinstituttet Megafon i Politiken afslører, at hver tredje bilist læser sms’er, hver fjerde taler i håndholdt mobiltelefon og hver sjette endda skriver sms-beskeder. Altså mens de sidder bag rattet.
I 2009 blev der dræbt over 300 i trafikken, viser en foreløbig opgørelse. Men i hvor mange af drabene sms’eri og mobilsnak var årsagen, findes ikke tal på. Og det skal nu laves om.
“Jeg mener, at man skal efterforske alle trafikdrab som drabssager. Så kan man få en dommerkendelse, og dermed kan man få teleselskaberne til at tjekke helt præcist, om mobiltelefonen har været i anvendelse under ulykkestidspunktet,” siger Venstres medlem af Rets- og Trafikudvalget, Karsten Nonbo, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Danskerne har ifølge Nonbo desværre ofte kun respekt for drab, før forebyggende kampagner trænger helt ind.
“Det er sørgeligt at erkende det, men nogle gange skal der lig på bordet, inden vi tager det alvorligt. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at vi netop kan dokumentere, hvor mange dødsfald mobiltelefoni under kørslen er årsag til,” fortsætter Karsten Nonbo til Newsapq.
Og den form for efterforskning skal ifølge venstremanden også anvendes, når der er tale om andre alvorlige trafikulykker For der mangler helt generelt statstikker, som viser, hvor mange ulykker mobiltelefoni forsager på de danske veje.
Karsten Nonbo får opbakning fra Socialdemokraterne.
“Det er helt klart, at de redskaber kan tages i anvendelse, hvis det kan hjælpe med at sætte mere fokus på trafiksikkerheden. Men samtidig tror jeg ikke kun, at der skal tænkes i konsekvenser, når ulykkerne er sket. Vi skal have langt flere forebyggende kampagner om trafikkultur,” siger Retsordfører Karen Hækkerup til Newspaq.
Rådet for større Trafiksikkerhed hilser tiltagene velkomne.
“Alt det, der kan være med til at skabe større fokus på årsagen til trafikulykker, vil vi naturligvis støtte. Og med klare statstikker, kan vi også lave mere skarpe forebyggende kampagner,” siger direktør i rådet, Anders Rosbo, til Newspaq.
Men desværre ser det ikke ud til, at det bliver her og nu, de nye tiltag føres ud i livet.
“Det er ikke altid, at det går hurtigt nok, når flere ministerier skal samarbejde med andre myndigheder, desværre, siger Karsten Nonbo.
Han håber dog, at det inden alt for længe vil være muligt at føre officielle statistikker over, i hvor stort omfang mobiltelefoni er årsag til trafikdrab.
“Optimistisk set sker det inden for et år, men realistisk set skal vi nok nærmere vente to år,” siger han til Newspaq.
Newspaq har forsøgt at få en kommentar fra den konservative justitsminister Brian Mikkelsen om, hvorvidt han går ind for Karsten Nonbos idéer, men ifølge hans spindoktor, Sandy French, er det umuligt.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.