Kultur
Smag mere end 150 forskellige øl til ØL i Arenaen 2025
Lørdag den 1. februar 2025 slår Arena Randers dørene op for en af Østjyllands største og mest stemningsfulde ølfestivaler: ØL i Arenaen 2025. Festivalen er et højdepunkt for ølentusiaster og nysgerrige sjæle, der vil opleve ølkulturens mangfoldighed i en festlig atmosfære.
Med hele 32 bryggerier til stede og mere end 150 forskellige øl at smage på, er der garanti for en dag fyldt med unikke smagsoplevelser og inspiration. De deltagende bryggerier tæller blandt andre Stepping Stone Brewing Co, som netop er blevet kåret som Årets Danske Bryggeri 2024, og Amager Bryghus, der er kendt for deres ikoniske humlede øl og eksperimenterende imperial stouts. Lokale favoritter som Randers Bryghus, Nordic Mjød, Brygshoppen, Randers Øldepot og det medarrangerende Beard Brew vil også ære til stede.
“Vi er stolte over at kunne samle så mange bryggerier, herunder en række lokale bryggerier, som bakker flot op om ØL i Arenaen. Det viser, hvor stærk ølkulturen er her i området, og vi glæder os til at give gæsterne en helt fantastisk oplevelse,” siger Morten Arnesen, direktør i Arena Randers.
Kredit: Thor Foto
Smagsoplevelser og god stemning
Uanset om du er til en fyldig stout, en frisk IPA eller en klassisk pilsner, byder festivalen på noget for enhver smag. Derudover kan du nyde mad, der er skræddersyet til at komplimentere øllets mange nuancer. Prøv for eksempel en saftig flæskestegssandwich med sprød svær eller klassiske fish n’ chips i øldej med øl fra det lokale Beard Brew, som også er medarrangør af festivalen.
Festivalens stemning fuldendes af DJ Dreier, der spiller old school hits og sørger for, at musikken matcher dagens hygge og fest.
Praktisk information
Hver billet inkluderer et smageglas og 10 ølpoletter, som kan bruges til at udforske festivalens mange smagsoplevelser. Har du lyst til at smage endnu mere, kan ekstra poletter købes på dagen.
Billetterne sælges i to sessioner:
- Session 1: 11:00 – 15:00
- Session 2: 16:00 – 20:00
Fakta om ØL i Arenaen 2025:
- Hvad: ØL i Arenaen – Ølfestival
- Hvor: Arena Randers – Arena 2
- Hvornår: Lørdag den 1. februar 2025
- Billetter: Køb din billet på ticketmaster.dk og vær sikker på at deltage i denne enestående festival.
Et arrangement med frivillig hjertevarme
ØL i Arenaen 2025 er kun mulig takket være de mange engagerede frivillige fra ReThinker Randers og Danske Ølentusiaster Randers, der bidrager til at skabe en uforglemmelig dag for både gæster og udstillere.