Nyheder
Små digitale benspænd kan bremse spredningen af misinformation
Forskere fra Københavns Universitet foreslår enkle tiltag, der får brugerne til at tænke sig om, før de deler
Et enkelt klik er ofte alt, der skal til for at sprede misinformation på sociale medier. Men hvad hvis det blev en smule mere besværligt at trykke ’del’?
Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at små digitale benspænd – som fx en pop-up eller kort pause, før man kan dele et opslag – kan have en markant effekt på, hvor hurtigt og hvor meget misinformation spredes online.
En tænkepause før deling
Forskerne bag studiet, ph.d. Laura Jahn og professor Vincent F. Hendricks fra Center for Information og Boblestudier, har udviklet en computermodel, der simulerer, hvordan information spredes på sociale medier som X (tidligere Twitter), Bluesky og Mastodon.
”Vores idé er at tilføje en lille pause i delingsprocessen og på den måde få folk til at overveje, hvad de deler, inden de trykker på knappen,” forklarer Laura Jahn.
”Modellen viser, at et lille digitalt benspænd – som en pop-up med en advarsel eller tekst – ret effektivt kan begrænse deling af indhold.”
Studiet er offentliggjort i det internationale videnskabelige tidsskrift npj Complexity.
Læs også:
Læring gør delinger mere troværdige
Selv om de digitale benspænd reducerer mængden af delinger, løfter de ikke automatisk kvaliteten af det indhold, der spredes. Derfor har forskerne tilføjet et læringselement til modellen – for eksempel en kort quiz eller informationsboks, der gør brugerne klogere på misinformation.
”Det kan være spørgsmål som: ’Hvordan definerer man misinformation?’ eller ’Hvad gør dette sociale medie for at begrænse fake news?’,” forklarer Vincent F. Hendricks.
”Når vi kombinerer benspændet med et læringselement, stiger kvaliteten af de opslag, der bliver delt, markant.”
Skal testes i virkeligheden
Næste skridt for forskerne bliver at teste metoden i praksis. De håber at kunne samarbejde med større sociale medieplatforme for at se, om strategien også virker blandt rigtige brugere.
”Vi håber, at vores forslag kan inspirere techgiganter til at tænke nyt i kampen mod misinformation. De vil kunne hjælpe os med at teste modellen og undersøge, om engagementet med lavkvalitetsindhold falder, og om brugerne bliver bedre til at genkende misinformation,” siger Laura Jahn og Vincent F. Hendricks.
Hvis samarbejde med de store platforme ikke kan realiseres, planlægger forskerne at gennemføre forsøg på simulerede sociale medier, der anvendes i forskningssammenhæng.
Kampen mod misinformation fortsætter
Forskningen er udført på Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet.
Artiklen “A perspective on friction interventions to curb the spread of misinformation” kan læses i tidsskriftet npj Complexity.
Læs også: