Alarm 112

Slagsmål i Jernbanegade: Ølflasker smadret og blod på gulvet i Lidl

To mænd i håndgemæng søndag aften – begge sigtet

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 28. juli 2025

Søndag aften blev der slået alarm i supermarkedet Lidl på Jernbanegade i Randers, da to mænd kom i slagsmål midt mellem butikkens hylder. Episoden fandt sted klokken 19.52 og tiltrak sig hurtigt opmærksomhed fra både personale, kunder og senere politiet.

Dramatiske scener blandt kunder

Ifølge Østjyllands Politi udviklede uoverensstemmelsen mellem en 32-årig og en 21-årig mand sig hurtigt til fysisk vold, hvor de to rullede rundt på gulvet og sloges, så både varer og flasker fløj til alle sider. Den ene mand blev skubbet ind i en stabel ølflasker, som smadrede, og det førte til flere snitsår, som blødte kraftigt.

Da politiet ankom, traf de den 32-årige mand på parkeringspladsen foran butikken. Den 21-årige havde selv taget på skadestuen, hvor han blev behandlet for mindre skader. Der er ikke meldinger om, at nogen af parterne har lidt alvorlig personskade.

Værktøj fundet – men ikke brugt

Ved ankomsten fandt politiet også en skruetrækker på den ene af de involverede. På sociale medier gik rygter om, at værktøjet havde været brugt under slagsmålet, men det afviser politiet.

”Der er intet, der tyder på, at skruetrækkeren blev anvendt i slagsmålet,” lyder det fra politiet.

Begge mænd er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Politiet har dog ikke oplyst, hvad der førte til opgøret mellem de to.