Skoler får nyt liv: Ejendomsservice tager fat i sommerferien

16. juli 2024

Ejendomsservice renoverer skoler under ferien – Eleverne kan se frem til nye tage og toiletter

Mens skolegårde og klasselokaler står tomme i sommerferien, er Ejendomsservice i fuld gang med at gennemføre en række nødvendige vedligeholdelsesopgaver på kommunens folkeskoler. Der bliver skiftet tage, renoveret toiletter og forbedret murværk. Sommerferien er det perfekte tidspunkt til disse opgaver, da det giver færrest mulige forstyrrelser.

“Ved at udføre vedligeholdelsesarbejdet i sommerferien, undgår vi at forstyrre elevernes undervisning og skolernes daglige aktiviteter. Dette sikrer også, at vi kan arbejde mere effektivt og sikkert, når skolerne er tomme,” siger chef for Ejendomme, Drift og Affald, Martin Toft.

Fem skoler får nye tage

Blandt sommerens større opgaver er udskiftningen af tage på Assentoftskolen, Tirsdalens Skole, Fårup Skole, Bjerregrav Skole og Hobrovejens Skole.

“Vi holder hele tiden øje med behovet for udbedringer. Vores fokus er i øjeblikket på at sikre klimaskærmen; tag, ydervægge, vinduer og døre, så vi ikke risikerer, at udefrakommende vand og fugt trænger ind og skaber problemer,” siger Martin Toft.

Nye toiletter og dræn

På Asferg Skole kan eleverne glæde sig til nye toiletfaciliteter efter sommerferien, mens der på Østervangsskolen bliver etableret grundmursdræn i skolegården for at sikre kælderen mod indtrængende fugt.

Brandskader udbedres i Langå

Efter branden på Langå Skole i marts, som især gik hårdt udover sløjdlokalet, er der blevet arbejdet intensivt på at udbedre de røg- og vandskader, som branden medførte. Særligt har der været behov for at udskifte lofter, mens flere vægge også er blevet sandblæst og malet. Arbejdet forventes først afsluttet omkring efterårsferien.

Denne sommer er der igangsat større vedligeholdelsesopgaver på 11 ud af 19 kommunale folkeskoler. Opgaverne er alle en del af Randers Kommunes løbende indsats for at vedligeholde og forbedre skolebygningerne, hvilket er essentielt for at sikre gode undervisningsforhold og trivsel for alle brugere af skolerne.