Alarm 112
Skib påsejlede flydebro i Randers
Natten til torsdag kl. 04.36 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at et skib omkring kl. 21.30 onsdag aften havde påsejlet en bro ved havneanløbet i Randers Havn, og at dette ikke var blevet indberettet rettidigt, som havmiljøloven ellers påkræver.
Ifølge politiets oplysninger skyldes kollisionen med den såkaldte pontonbro angiveligt nogle forudgående motorproblemer, inden skibet havde ramt flydebroen ved indsejlingen til Randers Havn.
Østjyllands Politi har torsdag formiddag sigtet kaptajnen for den manglende rettidige indberetning af episoden og givet vedkommende en bøde for dette forhold, hvorefter skibet er sejlet videre.
Skibet, der sejler under flag fra Gibraltar, ankom til havnen i Randers fra Frederiksstad i Norge.
Kollisionen med den flydende pontonbro har ikke medført hverken personskade eller forurening i havet fra olie, ej heller givet anledning til andet med relevans for politiet.