De har netop spillet tre kampe på tre dage.De fem Randers-spillere på det danske kvindelandshold i håndbold skal ikke forvente fuld spilletid ved GF World Cup, der spilles i Århus i denne uge.
Ikke fordi landstræner Jan Pytlick ikke stoler på dem, men fordi de har haft et hårdt program i den forgangne weekend.
Her kvalificerede Randers HK sig til Champions League med tre sejre på tre dage, og derfor er de sat på skånekost af Pytlick.
“Vi skal være sikre på, at vi bruger deres kræfter rigtigt og ikke bliver overbelastet. Så de vil skulle sidde over i nogle kampe,” siger Pytlick.
En melding, som bagspilleren Camilla Dalby tager til efterretning.
“Selvfølgelig handler det om at tænke længere frem og prøve at undgå overbelastning, så det er fornuftigt nok. Sjovt nok har kroppen det faktisk udmærket lige nu. Det er mere hovedet, der er lidt træt efter sådan en weekend,” siger højrebacken dagen efter Champions League-kvalifikationen.
Hun accepterer derfor at skulle sidde udenfor undervejs i turneringen, og det samme gør venstrefløjen Mie Augustesen.
“Det er fint med mig. Jeg vil jo altid gerne spille, men jeg ville under alle omstændigheder gå glip af nogle kampe undervejs, for vi er tre venstrefløje i truppen, som alle skal have en chance. På den måde ændrer det alligevel ikke så meget,” siger Augustesen.
Ud over de to nævnte spillere optræder også Mette Melgaard, Berit Kristensen og Anna Sophie Okkels til daglig for kronjyderne.
/ritzau/
* Tilmeld dig BYEN.nu’s gratis nyhedsbrev.
* Fortæl dine venner og kolleger om BYEN.nu. Og gør opmærksom på vore meget billige annoncemuligheder.
Læs også: