Nyheder
Sidste chance i Randers: 15 ikoniske ellert-køretøjer skal snart skilles ad
Efter halvandet år lukker Museum Østjylland særudstillingen “Ellert – elektriske drømme”. Inden da inviteres publikum til en sidste omvisning i historien om det lille eldrevne køretøj, der engang skulle placere Randers på bilindustriens verdenskort.
Et stykke randrusiansk industrihistorie er på vej til at forlade Museum Østjylland.
Søndag den 18. oktober er sidste mulighed for at opleve de 15 ellerter, som er samlet i særudstillingen “Ellert – elektriske drømme” i Kulturhuset i Randers.
Men allerede lørdag den 3. oktober får publikum mulighed for at komme helt tæt på historien, når udstillingsarkitekt og medtilrettelægger Jakob Beck Purup holder den sidste omvisning i udstillingen.
Her fortæller han om ellerten som det innovative, batteridrevne køretøj, der vakte opsigt både i Danmark og udlandet – og om drømmen om at placere Randers på det internationale elbil-landkort.
En 40 år gammel Randers-historie
Museum Østjylland åbnede udstillingen i forbindelse med ellertens 40-års jubilæum og har gennem halvandet år sat fokus på både køretøjet og menneskene bag.
Det har været et privilegium at dykke ned i den fantastiske fortælling om ellerten. Det er derfor med både stolthed og en smule vemod, at vi efter efterårsferien lukker udstillingen ned,” siger Jakob Beck Purup, der er idémand bag museets særudstilling om ellerten.
Udstillingen har gennem perioden dannet ramme om en række arrangementer og omvisninger. Blandt andet blev tidligere kolleger og samarbejdspartnere fra El-Trans samlet på museet.
Ellert – elektriske drømme har dannet ramme om et hav af omvisninger og arrangementer. Den førte blandt andet gamle kolleger og samarbejdspartnere sammen efter 40 års adskillelse, da vi inviterede alle fra årene på El-Trans ind på museet til et kærligt gensyn. Ellerten og menneskene bag er med udstillingen blevet hyldet og anerkendt for deres fremsynethed og innovation.
Læs også:
Drømmen om et bileventyr i Randers
Ellerten blev udviklet som et miljøvenligt køretøj til transport over kortere afstande. Idéen tiltrak sig opmærksomhed både herhjemme og i udlandet, og i en periode så det ud til, at et nyt dansk industrieventyr kunne være på vej.
Og centrum for det hele var Randers.
Vi danskere kan jo ikke prale af at være en stor bilnation, men med ellerten blomstrede drømmen om at komme på bil-verdenskortet pludselig i Randers,” siger Jakob Beck Purup.
Ved den sidste omvisning får deltagerne historien om køretøjets udvikling, storhed og fald.
Efterfølgende bliver der mulighed for uformel snak i udstillingen, hvor blandt andre Ellertforeningens formand Richard Dam Laursen og andre ellert-entusiaster deltager.
15 ellerter skal hjem igen
De 15 køretøjer i udstillingen tilhører ikke Museum Østjylland. De er lånt fra blandt andet private danske samlere, München og Sommer’s Automobile Museum i Nærum.
Når udstillingen lukker, skal de derfor tilbage til deres ejere.
Ellerterne spredes igen for alle vinde, så søndag den 18. oktober er sidste chance for at se de unikke ellerter samlet og udstillet,” understreger Jakob Beck Purup.
Amerikansk ellert skal senere til Randers
Selvom særudstillingen lukker, er det ikke nødvendigvis sidste gang, der kommer en særlig ellert på museum i Randers.
Ellertforeningen har modtaget en donation på 30.000 kroner, som skal bruges til at hente en ellert hjem, der blev bygget til det amerikanske marked og i dag befinder sig i USA.
Planen er ifølge Museum Østjylland, at den skal udstilles på museet, når den er kommet over Atlanten.
Ellerten står nu i USA, men den bliver udstillet på Museum Østjylland, når den engang har krydset Atlanten. Så hold øje med museets hjemmeside og Facebook!” opfordrer Jakob Beck Purup.
Gratis omvisning den 3. oktober
Den sidste omvisning i “Ellert – elektriske drømme” finder sted lørdag den 3. oktober 2026 klokken 13-15 på Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2 i Randers.
Det er gratis at deltage, og kaffe og te er inkluderet. Tilmelding er nødvendig og foregår via museets hjemmeside.
Selve udstillingen kan opleves frem til og med søndag den 18. oktober. Herefter bliver de 15 ellerter sendt tilbage til deres ejere.
Lørdag den 14. november åbner Museum Østjylland en ny særudstilling på området med titlen “Det legende juleunivers”.
Læs også: