Shopaholics lider juleaften

18. december 2009

Julen ender derimod med et nederlag af dimensioner den 24. december, fordi mange folk med købemani ikke har råd til dukkerne til datteren og det lækre undertøj til kæresten, forklarer Søren Skensved, der er behandlingsleder i Dansk MisbrugsBehandling, til Nyhedsbureauet Newspaq. “Shopaholics bruger deres penge først på måneden, når de får penge. Vi får henvendelser…

Julen ender derimod med et nederlag af dimensioner den 24. december, fordi mange folk med købemani ikke har råd til dukkerne til datteren og det lækre undertøj til kæresten, forklarer Søren Skensved, der er behandlingsleder i Dansk MisbrugsBehandling, til Nyhedsbureauet Newspaq.

“Shopaholics bruger deres penge først på måneden, når de får penge. Vi får henvendelser fra folk, der har brugt deres penge tidligt i december og derfor ikke har råd til julegaver. De er fortvivlede, fordi der jo bliver krav om, at der skal være julegaver juleaften,” siger Søren Skensved og fortsætter:

“Mange afsløres i løbet af julen, og der vil derfor være nogle, der simpelthen er nød til at gå til bekendelse. En del af købemanien er nemlig også at holde det hemmeligt, så familien ved det ikke,” siger han.

Netop fordi shopaholics er hemmelige omkring deres mani, opdager familien det sjældent, før gælden er uoverskuelig. Derfor ender mange i skilsmisse, enten fordi familien må gå fra hus og hjem eller fordi ægtefællen simpelthen ikke kan acceptere det bedrag, som følger med overshopping.

Der er ikke lavet nogle danske undersøgelser af, hvor mange danskere der lider af købemani, blandt andet fordi det ikke er en anerkendt diagnose. Men Psykiatrifonden har tidligere vurderet, at op mod 300.000 danskere lider af overshopping.

Og det kan både være far, mormor eller teenagesønnen, der må gå til bekendelse juleaften, når den falske julemandsæk er tom, forklarer Søren Skensved.

“En shopaholic kan være en 50-årig mand, der ikke kan lade være med at købe sin syvende boremaskine. Mange 30-40-årige køber sig fattige i børnetøj, og nogle køber sig fattige i tilbud i Føtex. Billedet af en typisk shopaholic er altså ikke en Paris Hilton-gås, der shopper dullegrej,” siger han.

Det er imidlertid ikke kun juleaften, der kan være en hård omgang for en shopaholic og resten af familien.

“Man kan godt sige, at fristelserne bliver større i hele december måned, da vi bliver bombarderet med tilbud. Det vil nok skabe noget mertrang hos nogle,” siger Søren Skensved til Newspaq.

Han understreger dog, at købemanien som udgangspunkt ikke er ‘sæsonbetonet’.

“De er afhængige af deres køb på samme måde, som en narkoman er afhængig af sit stof. Så de vil købe hver gang, de får adgang til penge,” forklarer Søren Skensved.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.