Politik
SF: Nye penge til fjernvarmeprojekter skal bane vej for lokale projekter
Syv minutter. Så kort tid gik der, før fjernvarmepuljen for 2024 åbnede, og til den igen var tømt. Kun fem dage efter var der ansøgt om støtte for over 400 millioner kroner til trods for at støttepuljen kun rummer 148 millioner kroner. I alt fik kun 12 ud af 43 ansøgere reserveret støttemidler. Manglen på […]
Syv minutter. Så kort tid gik der, før fjernvarmepuljen for 2024 åbnede, og til den igen var tømt. Kun fem dage efter var der ansøgt om støtte for over 400 millioner kroner til trods for at støttepuljen kun rummer 148 millioner kroner. I alt fik kun 12 ud af 43 ansøgere reserveret støttemidler.
Manglen på penge efterlod en masse projekter tilbage på perronen. I Favrskov måtte eksempelvis både Thorsø Fjernvarmeværk a.m.b.a. og Gudenådalens Energiselskab A.m.b.a spejde langt efter de penge, de havde søgt. De lå som nogle af de nederste på listen.
Vi må og skal hjælpe de her projekter på vej, hvis vi skal gøre os håb om en hurtigere grøn omstilling. Alt for mange projekter ryger ud i sandet, hvis ikke vi sætter nok penge af. Fjernvarme er så vigtig for den grønne omstilling, forklarer Charlotte Broman Mølbæk, der er valgt for SF i Østjyllands Storkreds.
SF har gentagne gange kæmpet for flere penge til fjernvarmepuljen, og det er nu endelig lykkedes. Nu kommer der nemlig flere penge, så de projekter, der ikke kom med tidligere, nu kan få penge. I dag holdt Finansministeriet pressemøde om Grøn Fond, og her er der afsat 705 mio. kroner til fjernvarmepuljen. Det glæder den jyske politiker:
Det er såre simpelt: Vil vi have mere fjernvarme, skal der flere penge i puljen. Heldigvis har vi i dag modtaget penge fra Grøn Fond til at understøtte det, siger Charlotte Broman Mølbæk, der sammen med resten af sit parti har arbejdet for at afsætte millioner fra den grønne fond til fjernvarmeomstillingen.
At så mange søger om penge fra fjernvarmepuljen vidner om en overvældende interesse for omstillingen væk fra gasfyr som varmekilde. Det kan skyldes, at fjernvarme som opvarmningskilde er enormt energieffektiv og dermed belaster miljøet langt mindre end andre varmekilder. Derudover kan fjernvarmen produceres på mange forskellige grønne energikilder.
Det store antal ansøgere til fjernvarmepuljen er vidne om, der er brug for at sætte endnu flere midler af. Det har vi så gjort i dag, men vi er slet ikke færdige med at fremme grøn varme, Vi skal f.eks. have set på smidigere varmeløsninger til de små landsbyer i yderområderne, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Faktaboks: Fjernvarmepuljen blev oprettet i forbindelse med en klimaaftale fra 2020. Puljen kan søges af virksomheder, der kan få tilskud til udrulningen af fjernvarme i nye områder, hvor olie- og gasfyr konverteres til fjernvarme.