Politik

SF, Enhedslisten og Velfærdslisten vil sikre større indflydelse til velfærds- og klimavenlige kræfter i Randers

I et nyt træk op mod kommunalvalget i november 2025 har SF, Enhedslisten og Velfærdslisten i Randers Kommune indgået et valgteknisk samarbejde. Målet er at maksimere stemmernes effekt og skabe grundlag for en ny politisk kurs i kommunen.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 4. august 2025

Skal sikre flest mulige mandater

Formålet med det tekniske samarbejde er at sikre, at stemmerne på de tre partier i højere grad bliver omsat til mandater i byrådet. Selvom partierne har forskellige politiske profiler, er de enige om en fælles vision for Randers.

Vi har hver vores politiske profil og prioriteringer, men vi står alle på et solidt fundament af velfærd, grøn omstilling og social retfærdighed. Det giver mening at indgå valgteknisk samarbejde, så ingen stemmer går til spilde, siger Rosa Lykke Yde, borgmesterkandidat for SF Randers.

”Vores fokus er på at sikre størst mulig repræsentation til de velfærds- og miljøvenlige kræfter i Randers Kommune. Det valgtekniske samarbejde er et redskab til netop det”, tilføjer Karina Hjorth, spidskandidat for Enhedslisten.

”Vi er glade for, at vi kan stå sammen om et valgteknisk samarbejde, der styrker demokrati og repræsentation. Det handler om at give vælgerne mest muligt indflydelse – og skabe grundlag for en ny retning, hvor velfærden kommer først, siger Kasper Fuhr Christensen, spidskandidat for Velfærdslisten.

Fælles værdier: Velfærd, klima og social retfærdighed

Selvom samarbejdet udelukkende er valgteknisk, understreger parterne, at de deler et fælles værdigrundlag – med fokus på borgernær velfærd, bæredygtighed og social retfærdighed.

De tre partier fremhæver samtidig tre mærkesager, som de er enige om:

Folkeskolen skal styrkes

Et centralt mål er at forbedre folkeskolerne i kommunen. Ifølge SF skal alle børn – også dem med særlige behov – have en skolegang af høj kvalitet.

”Vi skal styrke folkeskolerne i Randers Kommune. I SF er det hjerteblod at sikre gode skoler for alle børn. De er Fremtidens Randers. Det kræver et nyt flertal, der vil prioritere, at alle børn – også børn med særlige behov – får den skolegang, de fortjener”, siger Rosa Lykke Yde.

Rent drikkevand som grundlæggende rettighed

Enhedslisten peger på, at drikkevandet i kommunen er truet af pesticider. Derfor foreslår partiet blandt andet skovrejsning og beskyttelseszoner omkring boringerne.

”Pesticider truer drikkevandet i Randers Kommune. I Enhedslisten vil vi handle ansvarligt ved at beskytte grundvandet gennem skovrejsning og omdannelse af jorden omkring drikkevandsboringerne. Vi mener, at rent drikkevand er en menneskeret, og at naturen skal sættes fri” siger Karina Hjorth.

Stop for huslejestigninger

Velfærdslisten advarer mod forslag i byrådet om at afskaffe den omkostningsbestemte husleje, hvilket ifølge partiet vil ramme mange lejere økonomisk.

”Vi siger nej tak til højere husleje. En gruppe i byrådet vil gøre det dyrere at være borger i Randers – i hvert fald for dem, der bor til leje. De vil afskaffe den omkostningsbestemte husleje, og det vil åbne døren for massive lejeforhøjelser. Det vil ramme mange familier hårdt og kan i sidste ende koste kommunen dyrt i øgede udgifter til boligsikring. Vi står fast på, at huslejen skal afspejle boligens kvalitet – ikke udlejers spekulation”, Kasper Fuhr Christensen.

Selvstændige kampagner frem mod valget

Selvom partierne nu står sammen om et valgteknisk samarbejde, vil de fortsat føre deres egne valgkampagner og præsentere individuelle politiske forslag.

Samarbejdet handler således ikke om en fælles politisk liste, men om at sikre, at vælgernes stemmer i højere grad får indflydelse i byrådssalen.