Af Klaus Hansen
Foreningen blev stiftet den 10. maj 2017, og er nu klar til sæson 2022/23,
med aktiviteter både i Fritidscentret og i Vorup Husets store gymnastiksal.
SENIORDANS er en sjov og hyggelig aktivitet. Man får god motion, både til
hjerte og hjerne. De fleste kommer alene, og alle kommer på dansegulvet.
Der danses til god musik – gamle evergreens, og en danseleder står for
undervisningen. Deltagerne danser ikke herre/dame men blå/rød. Der danses kvadriller, kædedanse, rækkedanse og i kreds.
Formanden, Maja Davidsen, som også er danseleder på onsdagsholdet, oplyser, at foreningen i den kommende sæson har 4 hold på programmet. Den eneste ændring fra sidste sæson er, at Vorup-holdet er flyttet fra Vorup Plejehjem til Vorup Husets store gymnastiksal.
Program for sæsonen 2022 / 2023
– mandag kl. 11,00 – 13,00 – start den 5.9. – Rounddans for øvede
seniordansere i Fritidscentrets sidebygning
– mandag kl. 14,00 – 16,00 – start den 5.9. – Seniordans i Fritidscentrets
sidebygning
– tirsdag kl. 13.00 – 15.00 – start den 6.9. – Seniordans i Vorup Husets
store gymnastiksal
– onsdag kl. 10,00 – 12,00 – start den 14.9. – Seniordans i Fritidscentrets
kongressal
Nye seniordansere er meget velkomne til at starte med en gratis prøvetime.
Margit Batz, som kommer fra Hørning ved Aarhus, underviser i Rounddans.
Rounddans er for øvede seniordansere og skiller sig ud fra seniordansen ved, at man danser med fast partner. Hvorimod man i seniordans ofte skifter partner. Både i seniordans og i rounddans er det almindeligt, at 2 damer danser sammen, der bliver ikke talt om herre og dame men om blå og rød.
Seniordanseholdet om mandagen undervises af Annette Christensen, Helsted og Bodil Andersen, Asferg.
Annette og Bodil fremhæver, at der, ud over den ugentlige dansedag, er
mulighed for at deltage i udflugter og dansestævner m.v. i andre byer. Det
betyder, at alle får en chance for at komme med til forskellige
seniordansearrangementer, som udbydes i løbet af en sæson.
Tirsdagsholdet i Vorup Huset skal i gang med sæson nummer to. Holdet
undervises af Gert Andersen, Harridslev.
Klubbens formand, Maja Davidsen, som også er danseleder, underviser
seniordanserne om onsdagen. Maja opfordrer nye interesserede til at møde op til Åbent Hus den 17. august kl. 13 – 16 i Fritidscentrets sidebygning med indgang fra Jernbanegade. Her er der mulighed for – ganske gratis – at prøve seniordans. Desuden giver foreningen kaffe – te og kage, og du kan få en god snak om, hvordan du får mest ud af seniordansen.
Kom alene eller tag gerne en ven eller veninde med !
Seniordans giver livsglæde og gode muligheder for socialt samvær.