Kultur
Se billederne fra årets krybbespil på Lene Bredahls Gade
Beboere og medarbejdere skabte julestemning med hjemmelavet teater for fuldt hus
Stuen forvandlet til Betlehem
Første søndag i advent blev en særlig dag på botilbuddet Lene Bredahls Gade i Randers, hvor beboere og medarbejdere traditionen tro opførte årets krybbespil. Stuen var for en stund forvandlet til Betlehem med kostumer, kulisser og julesange, og publikum bestående af pårørende kvitterede med grin, hujen og varme klapsalver.
Botilbuddet huser voksne med varige følger efter hjerneskade, og medarbejderne støtter beboerne i hverdagen – og i dette tilfælde også på scenen.
Læs også:
Fællesskab og julestemning
Beboerne Marie Fløe Sørensen og Christina Juul Kongensgaard indtog hovedroller i årets forestilling som henholdsvis Maria og vismand. De fortæller begge, at arbejdet med krybbespillet har været en stor oplevelse.
“Vi har brugt et manus fra mit tidligere arbejde, og så har vi sat alt det her op på en måned. Det har været så sjovt,” siger Marie Fløe Sørensen.
Christina Juul Kongensgaard supplerer:
“Når vi er samlet om at julehygge med det her, så er sammenholdet noget helt særligt. Jeg glæder mig allerede til næste år.”
En ny juletradition tager form
Det er kun andet år, at Lene Bredahls Gade opfører krybbespillet, men meget tyder på, at det er ved at blive en fast juletradition. I ugerne op til blev der øvet to gange om ugen, og både kostumer og scenografi blev skabt i fællesskab i botilbuddets kostume- og scenemesterværksteder.
Afdelingsleder Mie Nybroe glæder sig over det stærke engagement:
“Det var beboerne selv, som ønskede at gentage succesen i år, og gennem hele processen har der været god stemning og rigtig godt samarbejde om alle de kreative opgaver. Det er tydeligt at se, at krybbespillet skaber en masse fællesskab og livsglæde.”
Generalprøve med gæster
Allerede fredag den 28. november fik krybbespillet premiere for et mindre publikum, da en gruppe gæster fra GAIA var inviteret til generalprøve. Også her blev forestillingen mødt med stor begejstring.
Læs også: