Del på Facebook   Print siden

Sci-Fi-Con i Randers - en stor succes

Randers
Mandag 15. april 2024 kl. 16:09

Sci-Fi-Con i Randers - en stor succes
Paradefotos af nogle af de udklædte.


Sci-Fi-Con i Randers - en stor succes
Billede af Jedi-skole: Jedi-skolen er i gang
I weekenden d. 13. og 14. april blev Randers centrum for science fiction-entusiaster, da Arena Randers lagde hus til Sci-Fi-Con. Et arrangement dedikeret til alt inden for science fiction-genren.

Sci-Fi-Cons 10 års jubilæum blev fejret med et omfattende program spækket med foredrag, cosplay parader, spændende stande og aktiviteter for alle aldre.

Benny Ray står bag en vellykket Sci-Fi-Con i Randers
Benny Ray, arrangøren bag Sci-Fi-Con i Randers, har modtaget bred anerkendelse for sin professionalisme og evne til at skabe en indbydende og velorganiseret begivenhed. Hans engagement og passion for science fiction-genren afspejles i det detaljerede program og den sømløse afvikling af konferencen.

Benny Rays tilgang til arrangementet kombinerer stram planlægning med en åben og imødekommende attitude, hvilket har bidraget til at tiltrække et bredt publikum. Hans evne til at koordinere med talere, sponsorer og frivillige sikrer, at hvert aspekt af Sci-Fi-Con fungerer fejlfrit, fra logistik over sikkerheden, til underholdningsindholdet på de 2 dage som det afholdes hver år i april.

Selvom vejret udenfor bød på blæst og en smule regn, kunne det ikke dæmpe stemningen indenfor, hvor Sci-Fi-Con's magiske verden tog over. Arrangørerne opfordrede ofte deltagerne til at man gerne måtte forevige oplevelserne med billeder, men også til at lægge teknologien fra sig og fuldt ud engagere sig i det fantastiske univers samt stemningen skabt af fællesskabet.

Foredragene var i 2 lokaler
Over de to dage havde deltagerne mulighed for at dykke ned i en række emner præsenteret af engagerede talere fra både ind- og udland. Emnerne spændte bredt fra fakta til etiske dilemmaer i science fiction-litteraturen. Publikum var som altid klar til Q&A som Sci-Fi enthusiaster, der jo har sci-fi under neglene.
Man skulle planlægge hvilke foredrag man ville ind til, da man umuligt kunne nå at høre alle foredragene.

Vores reporter var inde til 4 foredrag, og lyttede, skrev ned og grinte. Imens blev der indtaget rigelige mængder af slush-ice og snacks. Det fremmødte publikum lyttede til anekdoter og historier, og fik svar på deres spørgsmål.

En af favoritterne ved Sci-Fi-Con var Joonas Suotamo. Han er den nye Chewbacca i Star Wars universet, Finsk basketballspiller, 2,11m. høj, og afløser for Peter Mayhew. Han beskrev, hvordan Mayhew underviste ham i kropssproget og i det subtile spil, der kræves for at bringe Chewbacca til live på skærmen. Hvilket betød, at man som Chewbacca skulle stå i baggrunden på de forskellige takes, og grynte lidt, når man blev adspurgt om noget fra hovedkarakterne. Men Joonas har kun én eneste gang lagt stemme til Chewbacca i én scene, hvilket han ikke ville afsløre hvor var - resten er dubbet over med studiets bjørnelyde, som er Chewbaccas kendingslyde. Joonas var ellers meget opsat på at kunne lydene, og selv sige dem, men fik et blankt nej fra studiet.

Publikum var jo helt med på dette tidspunkt, og grinte af Joonas´ retfærdighedssans for egne evner, og spurgte til, om Joonas havde nogle sjove anekdoter, og det havde han selvfølgelig. I en scene hvor Harrison Ford, kendt for sit ikoniske portræt af Han Solo, skulle komme ind på settet, der åbnede Harrison Ford døren ind til de ventende skuespillere, og sagde bare direkte “let´s shoot this shit!” (lad os filme det lort). Dette er noget som Harrison Ford ofte siger på en ny film, for at få sig selv i gang, men for en Joonas, som havde ærefrygt for at møde Harrison, så lettede det jo en del på stemningen, at Harrison var nede på jorden, og at han var en engageret skuespiller, som så det som et job, og ikke en piedestal.

Joonas nævnte også, at Carrie Fisher havde holdt en fest, hvor hun havde små gaver hun personligt gav til alle. Joonas gik udenfor og sad med nogle venner. Harrison Ford kom forbi dem, og sagde til Joonas "Dont stand up - you scare me!“ (rejs dig ikke op - du skræmmer mig!). Det er selvfølgelig Joonas højde som Harrison refererede til. Og med Joonas højde på 2,11m. så var Joonas da også kun nogle få centimeter fra de udklædte høje Wookiees til Sci-Fi-Con.

I 9 måneder med et Chewbacca kostume på, så spurgte Joonas, om der ikke var noget der kunne gøres mod varmen under dragten. Først da blev han fortalt, at de havde Peter Mayhews kølende t-shirts, hvis han ville have det. 9 måneders svedkamp, og han skulle bare have spurgt for længst.

Vores reporter var også inde at høre Brian Herring (bl.a. dukkefører på BB8 fra Star Wars), Clem So (bl.a. skuespiller fra Doctor Who, James Bond og Star Wars), og vores helt egen Morten Søndergaard, aka Marvel Morten. Der var så mange sjove facts om skuespillerne på settet, deres liv, deres fritid, indtjeningen som skuespiller og dukkefører, samt den dertilhørende rejse- og ventetid der var på et filmstudie. Vi kunne sagtens skrive de sjove anekdoter ned her, men der skal være noget til din egen oplevelse af dem.
Af de andre foredragsholdere kan lige nævnes Gunnar Wille, Wikke & Rasmussen, Femi Taylor, Nicolas Barbano, Simon J. Williamson, Benny Ray, Jonas Schmidt og mange flere.

Standene
Sci-Fi-Con bød på en bred palette af stande, der solgte alt fra klistermærker, krystaller og tintin figurer til unikke japanske samlerobjekter, anime-merchandise samt Disneys´ What If…? univers. Hayao Miyazakis fortryllende univers var også velrepræsenteret, samt selvfølgelig Star Wars. Årtiers tegnefilm, tegneserier, musik, og karakterer gav fans en chance for at dykke ned i mindre kendte nicher og finde alt fra bogmærker og lp’er til notesbøger og bamser.
Der var sat borde op, hvor man kunne prøve nye brætspil med venner, eller dem man ikke kendte endnu. Sci-Fi-Con fungerer nemlig også som et sted, hvor folk kan mødes under fællesnævnere som film og fantasi.

Der var smukke og lækre kostumer fra alle genrer. Sci-Fi-Con har også hver dag en Cosplay konkurrence som man kunne tilmelde sig på forhånd. Og selvfølgelig kunne man som tilskuer også bare se på de skønne parader, hvor publikum gav plads så de udklædte kunne gå 2 runder rundt, og fremvise deres kreationer.

Vores reporter havde udset sig Darth Maul, som var en personlig favorit fra barndommen. Så om søndagen blev der taget en masse billeder af ham, og hun fik en snak med ham - man er vel nørd. Darth Maul, Kasper, var frivillig for Troopers For Charity.

Det gode formål
Og vi kan ikke skrive artiklen uden at nævne Troopers for Charity.

En velrepræsenteret organisation til dette Sci-Fi-Con som hjælper udsatte børn og unge. Det er frivilligt arbejde i Star Wars kostume for børnenes skyld. Og det emmede også ud af de udklædte, og deres glæde når et fotografi skulle tages. Når den 9 årige med lyssværdet i hånden smilede, så smilede den udvalgte Stormtrooper endnu mere indenunder hjelmen. Det var en fornemmelse, som blev verificeret af 2 af de frivillige; “50% så gør vi det for vores egen skyld, men 50% er for børnene.”
Når de 4 Jedi-skoler i denne weekend skulle i gang på scenen, så var der mange voksne i kostume fra Troopers For Charity i gang. Stor respekt herfra, og fra forældrene til de mange glade børn.

Er du interesseret i at støtte denne organisation, så kan mere information findes på www.troopersforcharity.dk

Tilgængelighed og Komfort
Der var sørget for en fremragende oplevelse for alle deltagere, med rene og let tilgængelige faciliteter samt korte køer ved caféer og spisesteder.

Randers Arena var også fuldt tilgængelig for personer med et handicap, samt servicehunde. Det sikrede, at alle kunne deltage og nyde dagen uden hindringer. Vores reporter stod lørdag middag, og kiggede på de fremmødte ved indgangen, da hun så Benny Ray gå ud til tjek-in folkene, og sige personligt til alle sikkerfolkene, at der skulle være fri adgang til at handicappede kunne køre med elevatorerne. Faktisk så hun Benny Ray på mange forskellige spots i arenaen, hvor han sørgede for, at der blev løst og klaret opgaver.

På 1. sal kunne man finde en SafeZone, der var til dels lydisoleret. Her skulle man tage hensyn til, at der skulle være ro. Så høretelefoner skulle bruges, hvis man sad med sin mobiltelefon.

Fremtiden for Sci-Fi-Con
Med sin kombination af dybdegående indhold og brede familievenlige aktiviteter, står Sci-Fi-Con i Randers som et lyssværds-lysende eksempel på, hvordan kultur- og fællesskabsbegivenheder kan formes til at være inkluderende og lærerige for alle aldersgrupper. De mange glade ansigter, og positiv feedback fra deltagere, tyder på, at dette blot er starten på minimum 10 år mere af Sci-Fi-Con i Randers, med Benny Ray som en frontfigur med en yderst professionel tilgang til, hvordan sådan et arrangement skal tilgås, tilses, samt køre smurt for at være et velfungerende arrangement.

Sci-Fi-Con i Randers har bevist endnu en gang, at det er meget mere end bare en messe eller et stævne; det er en fejring af fællesskab og fantasi, hvor alle er velkomne, og hvor hver enkelt besøgende kan finde noget, der taler til netop deres hjerte.

Næste års Sci-Fi-Con er allerede sat i kalenderen til den 12. og 13. april 2025.




Ghostbuster udenfor i vind - They ain't afraid of no wind.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Randers

Ildsjæl modtager pris og hæder
Ildsjæl modtager pris og hæder
Randers
Mandagens strømpris
Mandagens strømpris
Randers
Lyt til moseligets hemmeligheder i nyt podcastafsnit
Lyt til moseligets hemmeligheder i nyt podcastafsnit
Randers
Randers Cykleklub af 1910 afholder Principia Løb
Randers Cykleklub af 1910 afholder Principia Løb
Randers
Advarsel fra danske beredskaber: Pas på brandfaren i pinsen
Advarsel fra danske beredskaber: Pas på brandfaren i pinsen
Randers
Skal du ud og skyde Bambi? - så husk at få fornyet dit jagttegn, opfordrer Politiet
Skal du ud og skyde Bambi? - så husk at få fornyet dit jagttegn, opfordrer Politiet
Randers
Frygt ej: Disse dagligvarebutikker har åbent i pinsedagene
Frygt ej: Disse dagligvarebutikker har åbent i pinsedagene
Randers
Prøver fra haver i Ølst kan nu gå i gang
Prøver fra haver i Ølst kan nu gå i gang
Randers
Elever tester ny undervisning: Cykelvenner i Randers
Elever tester ny undervisning: Cykelvenner i Randers
Randers
Randrusianer med til at nedbryde fordomme om hiv med ny kunstudstilling
Randrusianer med til at nedbryde fordomme om hiv med ny kunstudstilling
Randers
Tilbudsaviser og magasiner m.m:
Regionale nyheder