112
Satte ild til beboelsesejendom midt om natten: 33-årig idømt fire års fængsel
Retten i Randers fandt det bevist, at en 33-årig mand bevidst satte ild til en bygning i det centrale Randers sidste år, hvor omkring 45 beboere måtte evakueres, og flere blev reddet ud gennem deres vinduer.
En 33-årig mand blev tirsdag ved Retten i Randers idømt fire års ubetinget fængsel for kvalificeret brandstiftelse. Branden opstod sidste år i en bygning i det centrale Randers, hvor flere beboere var i livsfare og måtte reddes ud gennem vinduet i deres lejligheder.
Natten til torsdag den 25. september rykkede både politi og brandvæsen ud til branden, der var startet i nogle containere på et parkeringsareal i 1. sals højde på Østervold i Randers C. Ilden bredte sig efterfølgende opad i resten af bygningen, hvor flere beboere lå og sov i deres lejligheder.
Omkring 45 beboere blev evakueret, og flere måtte forbi sygehuset til observation for røgforgiftning. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.
Video og telefonbesked ledte politiet på sporet
Efterforskerne fra Østjyllands Politi fik hurtigt mistanke om, at branden var påsat. Det var blandt andet gennemgang af videoovervågning fra området, der ledte politiet på sporet af den 33-årige mand, som blev anholdt samme døgn og senere varetægtsfængslet i sagen.
I forbindelse med ransagningen af mandens telefon fandt efterforskerne en besked, han havde skrevet til en ven, hvor han erkendte at stå bag branden. Derudover pegede flere tekniske spor på den 33-årige.
I retten erkendte manden at have forårsaget branden, men nægtede, at der var tale om bevidst brandstiftelse. Han forklarede, at han blot havde smidt en cigaret i skraldespanden. Retten tilsidesatte dog den forklaring og lagde i stedet til grund, at den 33-årige bevidst antændte ild og derefter forlod stedet uden at foretage sig mere.
Læs også:
Anklager: Næsten mirakuløst, at ingen kom alvorligt til skade
Senioranklager Rosa Pape ved Anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi er tilfreds med, at retten var enig i, at der var tale om en kvalificeret brandstiftelse.
“Det er næsten mirakuløst, at ingen kom alvorligt til skade eller omkom i forbindelse med branden. Det er en omfattende brand, den 33-årige startede midt om natten i en bygning, hvor mange beboere lå og sov. Når man gør det, så må man være bevidst om, at man udsætter andre for meget stor fare, og derfor endte det også med en markant fængselsstraf,” siger Rosa Pape.
Den 33-årige modtog dommen.
Læs også: