Helbred

Særligt diabetes-armbånd skal skabe tryghed på festival i Randers

På Blå Sol Festival kan gæster med diabetes hente et gratis armbånd, der skal hjælpe andre med at reagere hurtigt ved lavt blodsukker

Søren Greve
Af Søren Greve 5. juni 2026

Når Blå Sol Festival løber af stablen i Randers den 6. juni, bliver der sat ekstra fokus på sikkerheden for festivalgæster med diabetes.

I år kan gæster med diabetes nemlig hente et særligt diabetes-armbånd hos samaritterne på festivalen. Armbåndet skal gøre det lettere for både samaritter og andre festivalgæster at reagere, hvis en person får livsfarligt lavt blodsukker.

Lavt blodsukker kan få en person med diabetes til at virke forvirret, konfus eller påvirket. Derfor kan tilstanden i nogle tilfælde blive forvekslet med beruselse, selv om der kan være brug for hurtig hjælp.

Kan være afgørende med hurtig hjælp

Armbåndet er især relevant for mennesker med type 1-diabetes og andre, der bliver behandlet med insulin. For dem kan lavt blodsukker udvikle sig alvorligt, hvis der ikke bliver reageret i tide.

“Det kan være forskellen på liv eller død, at andre hurtigt opdager, at en person har diabetes og har brug for hjælp ved lavt blodsukker. Armbåndet gør sygdommen synlig og fortæller helt konkret, hvad man skal gøre i situationen. Det skaber tryghed – både for mennesker med diabetes, samaritter og andre festivalgæster,” siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

På armbåndet står der:

“JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK”

1.500 med type 1-diabetes i området

Blå Sol Festival finder sted i Randers, som hører under Sundhedsråd Kronjylland. Her lever omkring 1.500 mennesker med type 1-diabetes.

På landsplan lever 36.100 danskere med type 1-diabetes. Af dem er 14.000 under 39 år.

Armbåndene er sponsoreret af Alm. Brand og kan hentes gratis hos samaritterne på Blå Sol Festival. De kan også købes i Diabetesforeningens netbutik.

Sådan hjælper man ved lavt blodsukker

Lavt blodsukker kan blandt andet vise sig ved, at en person ryster, bliver bleg, forvirret eller konfus.

Hvis en person med diabetes har lavt blodsukker, kan man hjælpe ved at give noget med sukker, for eksempel juice, druesukker, honning eller slik.

Hvis personen bliver bevidstløs eller får kramper, skal man ringe 1-1-2. I den situation må man ikke give personen mad eller drikke.