Politik

Rusland: Den synlige fjende

Rusland: Den synlige fjende
Redaktion
Af Redaktion 18. marts 2014

Vi drog i de vestlige demokratier et lettelsens suk, da muren faldt og Sovjetunionen brød sammen. Fjenden var væk og blåøjet drømte vi om et Europa i fred og fordragelighed.

I de næste 20 år var fjenden identisk med internationale terrorgrupper, når vi ser bort fra fjerne slyngelstater som Iran og Nord Korea. Det gav anledning til store besparelser på forsvarsbudgetterne i Vesten og omlægning af forsvaret fra forsvar af egne grænser til udryknings korps til indsættelse i brændpunkter i verden.

De sidste uger har vist os en ny skruppelløs fjende Putins nye Storrusland.

Siden Putin kom til magten, har det spæde demokrati i Rusland efter Sovjetunionens fald, ændret sig til et personligt Putindiktatur, hvor anderledestænkende ikke kan komme til orde, bliver fængslet eller simpelthen forsvinder/dræbes.

Det minder meget om Tyskland i 30’erne. Hitler havde også de fleste med sig, og de andre blev undertrykt, fængslet eller forsvandt. Putin har også økonomiske problemer, og i en sådan situation, da står det i håndbogen for diktatorer, at så skal man finde en ydre fjende, som folket kan rette sin vrede mod. Derfor tegner Putin styret massive fjendebilleder om at alle i Vesten er fascister.

Det er tvivlsomt, om Putin nøjes med Krim. Det næste er givet den østlige del af Ukraine – og hvad så hvis den russiske befolkning i de Baltiske lande begynder at råbe om hjælp fra Putin? Hvad sker der så? Vil vi så i Vesten stå ved vore garantier i NATO? Jeg håber det.

Ukraine, som vi kender det, er fortabt. I Vesten vil USA ikke gøre noget militært og EU kan ikke. USA har desværre en præsident, som er bedre til at holde taler/snakke No Action Talk Only. Så er der sanktionsvåbnet tilbage, og det er jo et tveægget sværd, som også vil skade i EU.

Opbakningen til at yde økonomiske ofre, vil hurtigt svinde ind og politikerne vil blive tvunget til at indgå kompromis med diktatoren i øst. Finlandiseringen af Europa er således begyndt.

Behøver det gå sådan? Nej det gør det ikke, men det vil kræve noget af os alle. Ellers vil Putin kunne sige om os og det øvrige EU, som en af vore tidligere fjender sagde om os, at vi var et dovent og dvask og usammenhængende folk.

Vi skal:
– Gennemføre skrappe sanktioner mod Rusland.
– Lave et stærkt samarbejde i EU om forsvars- og udenrigspolitik. Et samarbejde der kan handle på trusler.
– Øge vore forsvars budgetter og igen tænke i konventionelt forsvar af vore grænser i EU/Nato.
– Gøre os uafhængige af energi fra Rusland og slyngelstater. Her er skiffer gas som i USA den oplagte mulighed.
– Håbe på, at USA igen får en præsident, som kan handle ikke kun snakke.

Jeg venter spændt på om politikerne i DK og EU kun snakker eller om de også handler i sagen.