Kultur

Royal Run-effekten skal leve videre i Randers

Efter den store løbefest vil Randers Kommune bruge erfaringerne til at få flere borgere ind i lokale bevægelsesfællesskaber

Søren Greve
Af Søren Greve 8. juni 2026

Royal Run er forbi i Randers, men kommunen vil holde fast i den energi, som løbefesten har skabt. Efter et stort forløb med træning, lokale aktiviteter og bred opbakning fra borgere, frivillige, foreninger og institutioner vil Randers Kommune nu bygge videre på erfaringerne.

Målet er at få endnu flere borgere til at bevæge sig og blive en del af fællesskaber tæt på deres hverdag.

Ifølge Randers Kommune var næsten 49 procent af deltagerne ved Royal Run i Randers med i et motionsløb for første gang. I månederne op til løbet blev der desuden holdt fem Træn Med-arrangementer og mere end 25 Side Runs. Aktiviteterne fandt blandt andet sted på skoler, i daginstitutioner, på plejecentre, bosteder og i lokalsamfund rundt om i kommunen.

Ikke kun en enkelt løbsdag

For Randers Kommune handler indsatsen derfor ikke kun om selve Royal Run. Kommunen ser arrangementet som et afsæt for et længere arbejde med sundhed, bevægelse og lokale fællesskaber.

”Det viser, at vi med Royal Run har opnået nogle gode resultater i kommunens strategi til at få flere borgere med i et bevægelsesfælleskab. Vi har samtidig fået skabt nogle stærke relationer mellem foreninger, institutioner, virksomheder og frivillige. Det er et fundament, som vi skal bygge videre på, så Royal Run ikke bare bliver en enkelt begivenhed, men starten på noget, der kan sætte varige spor i hele kommunen, siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, Idræts-, og Kulturudvalget.

Kommunen fremhæver samtidig den store lokale opbakning som en vigtig del af succesen. Mange frivillige, foreninger, institutioner og samarbejdspartnere har bidraget til, at Royal Run kunne gennemføres og få lokal betydning.

”Royal Run blev kun en succes, fordi så mange mennesker tog ejerskab og bidrog. Den opbakning fortjener en stor tak. Jeg håber, at den samme lyst til samarbejde og fællesskab kan være med til at skabe endnu mere bevægelse i Randers i de kommende år”, tilføjer Erik Bo Andersen.

Bevægelseskoordinator skal samle trådene

Som led i værtskabet for Royal Run ansatte Randers Kommune en bevægelseskoordinator i en treårig periode. Opgaven varetages af Rikke Bahnsen, der har arbejdet med at skabe kontakt mellem blandt andre foreninger, skoler, daginstitutioner, bosteder, plejecentre og virksomheder.

Hun skal nu være med til at føre indsatsen videre og understøtte nye aktiviteter på tværs af kommunen.

”Jeg ser frem til at bygge videre på de mange gode erfaringer. Mit fokus bliver at fastholde energien og hjælpe endnu flere borgere med at finde vej til bevægelse og fællesskaber tæt på deres hverdag, siger Rikke Bahnsen.

Lokale løbeklubber inviteres med

Et af de første konkrete skridt bliver et møde med de lokale løbeklubber den 15. juni. Her skal kommunen og klubberne drøfte nye initiativer og muligheder for samarbejde i den kommende periode.

Med indsatsen vil Randers Kommune sikre, at Royal Run ikke kun bliver husket som en stor motionsdag, men også som begyndelsen på nye muligheder for motion, fællesskab og lokalt engagement i hele kommunen.