Nyheder

Røde faner og grillpølser i Langå

Den 1. maj afholdes den traditionsrige fejring af arbejdernes internationale kampdag på Langå Kulturhus. Blandt talerne vil være Randers Kommunes borgmester Torben Hansen.

Røde faner og grillpølser i Langå
Redaktion
Af Redaktion 25. april 2024

Bag arrangementet står Socialdemokratiet Langå og Omegn. Vælgerforeningens unge formand Victor Helligsøe glæder sig til at tage imod gæsterne, der som altid kan nyde kolde øl og sodavand, vin og pølser fra grillen: Det er et af årets største arrangementer i foreningen, og det er jo for ALLE! Der plejer at være cirka 65 gæster i havestuen. Der har så været et par sløje år her efter Corona, men nu begynder folk at komme til arrangementer igen. Hvis vejret er godt, finder vi havemøblerne frem, så man kan sidde ude i solen og nyde duften af grill, mens de røde faner vajer let i brisen under den blå forårshimmel.

Også det lokale byrådsmedlem Christian Engelbrecht Pedersen (billedet) ser frem til arrangementet: Jeg ser altid frem til vores lokale 1. maj-arrangement. Der er en helt særlig atmosfære og hygge. Talerne bliver ikke så højtravende. Folk kommer for at møde deres lokale politikere i øjenhøjde. Det kan f.eks. være borgmesteren, der passer grillen, og dit lokale byrådsmedlem har måske taget guitaren med, og så sidder I og synger sammen og nyder en kold øl, og så er afstanden ikke så stor, hvis du lige vil spørge til en politisk sag.

Arrangementer finder sted onsdag den 1. maj kl. 15-18 i Langå Kulturhus, Bredgade 4, 8870 Langå.