Nyheder
Rod i støttemidler truer små daginstitutioner – uklare regler og forskelsbehandling skaber ulighed
En ny undersøgelse viser markante forskelle i, hvordan landets kommuner opgør udgifter til støttepædagoger. Den manglende klarhed kan få store konsekvenser for børn i daginstitutioner, som risikerer at gå glip af nødvendig støtte.
Store forskelle mellem kommuner
Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO) har gennem aktindsigt i 59 kommuner afdækket store forskelle i både beløb og praksis for tildeling af støttemidler. I flere tilfælde afhænger adgangen til støtte af, om barnet er indskrevet i en kommunal eller en privat daginstitution.
Ifølge DLO kan dette betyde, at børn i private institutioner ikke får den støtte, de har behov for, og at tilskuddet til almindelige personaletimer bliver sat kunstigt lavt.
Læs også:
Beløb fra 18 til 15.000 kroner
Private daginstitutioner får driftstilskud, som beregnes på baggrund af kommunernes bruttodriftsudgifter til tilsvarende kommunale tilbud – men fratrukket støttepædagogudgifter. Hvis en kommune definerer mange udgifter som støttepædagogudgifter, reduceres driftstilskuddet, hvilket vanskeliggør opretholdelsen af minimumsnormeringer.
DLO’s analyse viser, at beløbene, som fratrækkes i beregningen, spænder fra blot 18 kroner til over 15.000 kroner pr. barn.
“Fraværet af klare nationale retningslinjer betyder tilsyneladende, at kommunerne tolker reglerne vidt forskelligt. Det giver både uigennemsigtighed og ulighed,” udtaler Tanja Krabbe, generalsekretær for DLO, og fortsætter:
“Derudover giver uklarheden risiko for, at for mange af kommunens udgifter defineres som ’støttepædagogudgifter’, men reelt går til den almindelige normering eller kun kommer børn i kommunale institutioner til gode. Der er behov for en tydelig præcisering af reglerne, så vi sikrer, at de fratrukne midler reelt afspejler udgifter til støttepædagogindsatser, og at alle børn – uanset hvilken type dagtilbud de går i – har lige adgang til støtte, når de har brug for den.”
Ulighed i tildeling
I flere kommuner tildeles støttemidler automatisk til kommunale daginstitutioner som en del af budgettet. Private institutioner skal derimod ofte igennem en længere ansøgningsproces, hvor midlerne kun bevilges til et konkret barn efter visitation.
“Vi ser et bekymrende billede, hvor de kommunale daginstitutioner nogle steder automatisk får støtte som en del af deres budget, mens private institutioner ofte skal søge gennem et visitationsudvalg – og kun får midler, hvis der bevilges støtte til et konkret barn,” udtaler Tanja Krabbe.
“Det skaber ulighed og gør det sværere at drive private daginstitutioner. Børnene har det samme behov, uanset hvilken type daginstitution, de går i. Det har Evalueringsinstituttet fastslået videnskabeligt. Så der er ingen saglig belæg for, at støtten ikke fordeles ligeligt,” fastslår hun.
Opfordring til ministeriet
DLO opfordrer nu Børne- og Undervisningsministeriet til at udarbejde ensartede og gennemsigtige retningslinjer for, hvordan støttepædagogudgifter skal defineres og fratrækkes i beregningen af driftstilskud.
Læs også: