Nyheder
REMA 1000 åbner i Allingåbro
REMA 1000 åbner i Allingåbro torsdag den 15. februar. Butikken åbner i de nu tidligere ALDI-lokaler på Rougsøvej 47, hvor Asger Korgaard står klar som købmand med flere års erfaring inden for detailbranchen.
Torsdag den 15. februar åbner REMA 1000 i de forhenværende ALDI-lokaler på Rougsøvej 47 i Allingåbro. Købmanden i spidsen for lokalområdets nye REMA 1000 bliver Asger Korgaard.
48-årige Asger Korgaard har arbejdet inden for detailbranchen, siden han var 15 år gammel. Det betyder, at den kommende REMA 1000 købmand i Allingåbro har mere end 20 års erfaring. I den periode har han endda tidligere været selvstændig købmand i REMA 1000. I en periode på i alt 7 år har Asger Korgaard nemlig været købmand i REMA 1000 i Brabrand, inden han tog en selvvalgt pause fra købmandslivet. Nu vender han tilbage og bliver REMA 1000 købmand i sit eget lokalområde:
“Jeg glæder mig til at blive den lokale købmand i mit lokalområde, hvor jeg glæder mig til at byde kunderne velkommen i min butik. Som købmand elsker jeg dynamikken og farten i en dagligvarebutik, hvor to dage ikke er ens. Jeg vil gerne skabe en butik, hvor det er dejligt at være for både kunder og medarbejdere,” siger Asger Korgaard.
Åbningsdatoen for den nye REMA 1000 i Allingåbro er om blot seks uger, men inden da er det nødvendigt at forvandle de eksisterende butikslokaler til en REMA 1000. Derfor går discountkæden og en række håndværkere nu i gang med at renovere butikken. Den skal blandt andet udbygges med køle- og frysefaciliteter. Derudover etableres tre nye kasselinjer ved butikkens udgang.
REMA 1000 på Rougsøvej 47 i Allingåbro åbner torsdag den 15. februar klokken 8.00. Butikken bliver REMA 1000 butik nummer 383 i Danmark. Åbningstiderne bliver 7.00 – 21.00 alle ugens dage.