Biler og motor
Rekordmange hjortepåkørsler på danske veje i 2025
Dyrenes Beskyttelse advarer: “Der er alle gode grunde til at lette foden fra speederen”
Efteråret er højsæson for hjortepåkørsler – og 2025 tegner til at blive et rekordår. Ifølge nye tal fra Dyrenes Beskyttelse er der allerede i årets første ni måneder registreret 7.993 påkørsler af hjorte, hvilket er 522 flere end samme periode sidste år.
Flere påkørsler, når mørket falder på
Efteråret betyder både kortere dage og øget trafik i tusmørket – en farlig kombination for både dyr og bilister.
”Det er rigtigt trist, at vi formentlig igen slår rekord i antal hjorte, der bliver ramt i trafikken,” siger Peter Gravlund Nielsen, projektleder for fauna hos Dyrenes Beskyttelse.
Han forklarer, at hjortene er mest aktive tidligt om morgenen og sidst på aftenen – netop når mange pendler til og fra arbejde.
”Hjortene er mest aktive tidlig morgen og aften. Når dagene bliver kortere og det bliver mørkt, når vi kører allermest på vejene, nemlig om morgenen og aftenen, så går det desværre galt,” siger han.
Læs også:
Farligt for både dyr og mennesker
Sammenstødene ender som regel fatalt for dyrene, men de kan også få alvorlige konsekvenser for bilisterne.
”Der sker ofte store skader på bilerne og der er eksempler på, at bilisterne også kommer til skade, endog mister livet. Derfor er der alle gode grunde til at lette foden fra på speederen og holde ekstra øje, hvor der er træer og buske helt ud til vejen eller der er opsat advarselsskilte med en hjort på,” siger Peter Gravlund Nielsen.
Sådan skal du reagere
Hvis du rammer en hjort – eller ser et dyr, der er blevet påkørt – skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, også selvom dyret er løbet væk. Hold afstand, så det ikke stresses, og kontakt vejens ejer eller Falck, hvis dyret er dødt.
Et fælles ansvar
Med den triste rekord i sigte opfordrer Dyrenes Beskyttelse alle trafikanter til at være ekstra opmærksomme i de kommende uger. Efteråret er her – og med det følger risikoen for hjortepåkørsler på både store og små veje.
Læs også: