Nyheder

Rekordhøjt antal studenter står uden erhvervskompetencegivende uddannelse

Næsten 30.000 studenter under 30 år har hverken afsluttet eller er i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter gymnasiet, viser ny analyse.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 24. juni 2026

Antallet af unge med en studentereksamen, som ikke er kommet videre i uddannelsessystemet, har nået et historisk højt niveau.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser, at 29.230 studenter under 30 år i 2025 stod uden en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter gymnasiet. Det er omkring 1.000 flere end året før.

“Antallet af studenter, der ikke kommer videre i uddannelsessystemet, er tårnhøjt. Tallet bliver ved med at stige og har aldrig været højere,” siger Rasmus Lindø Kaslund, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Antallet er næsten fordoblet siden 2014

Udviklingen har været stigende gennem mere end et årti.

I 2014 var der 15.310 unge studenter uden erhvervskompetencegivende uddannelse. Siden da er tallet steget hvert eneste år og er nu næsten fordoblet.

Ifølge analysen har personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse generelt bedre muligheder på arbejdsmarkedet.

“Lønmodtagere, der har en erhvervskompetencegivende uddannelse, klarer sig langt bedre på arbejdsmarkedet. De får typisk en højere løn og har mere jobsikkerhed. Derfor er det dyrt for samfundet, når så mange tager en studentereksamen uden at læse videre,” siger Rasmus Lindø Kaslund.

Mænd og unge fra ufaglærte hjem er mest udsatte

Analysen peger på, at mænd i højere grad end kvinder ender uden videre uddannelse efter gymnasiet.

Næsten 14 procent af de mandlige studenter under 30 år står uden uddannelse fem år efter studentereksamenen. For kvinderne er andelen 7,5 procent.

Familiebaggrunden har også betydning. Unge med ufaglærte forældre ender som ufaglærte studenter mere end dobbelt så ofte som unge med akademikerforældre.

“Gymnasiet vælges på automatpilot af rigtig mange unge, som er i tvivl om, hvad de gerne vil bruge deres arbejdsliv på. På den måde kan en gymnasial uddannelse blive en måde at udskyde beslutningen på samtidig med, at man kan følges med sine klassekammerater og tage del i det sociale liv på gymnasiet,” siger Rasmus Lindø Kaslund.

Flere tager lange sabbatperioder

Ifølge analysen er andelen af studenter, der holder tre eller flere sabbatår, blevet fordoblet de seneste ti år.

I 2025 var 46 procent ikke i gang med en uddannelse to år efter studentereksamenen.

Samtidig forventer Undervisningsministeriets profilmodel, at 11 procent af grundskoleårgang 2023 vil ende som ufaglærte studenter. For årgang 2013 var tallet 7 procent.

Håb knyttes til ny gymnasieuddannelse

Den tidligere SVM-regering har vedtaget en reform af ungdomsuddannelserne, som blandt andet omfatter den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse epx. Uddannelsen skal åbne i 2030.

“Der er for mange unge, der slæber sig igennem gymnasiet, selvom de nok burde være begyndt et andet sted, der passede dem bedre. Men mange unge oplever nok, at der ikke findes et attraktivt alternativ. Forhåbentlig kan den nye epx blive en del af svaret,” siger Rasmus Lindø Kaslund.

Ifølge AE vil epx først fra 2033 potentielt kunne påvirke antallet af unge, der ender som ufaglærte studenter. Indtil da vurderer tænketanken, at der fortsat er behov for fokus på, at flere unge kommer videre i uddannelsessystemet efter gymnasiet.