Nyheder
Region Midtjylland vil nedbringe ventetider hos speciallæger
Flere patienter skal behandles gennem højere kapacitet og fleksible rammer
Målrettet indsats mod lange ventetider
Borgere med gigtsygdomme, hudlidelser, neurologiske problemer samt hjerte-, lunge- og kredsløbssygdomme skal fremover opleve kortere ventetider hos privatpraktiserende speciallæger. Region Midtjylland sætter nu en omfattende indsats i værk for at øge kapaciteten i de specialer, hvor ventetiderne er længst.
Indsatsen finansieres af 11,2 mio. kr., som regionen har modtaget via sundhedsreformen til netop at nedbringe ventetiderne til speciallægehjælp i 2026.
Læs også:
Flere patienter gennem nye økonomiske rammer
Regionen vil give speciallæger inden for dermatologi, reumatologi, neurologi og intern medicin (kardiologi og lungemedicin) mulighed for at tage flere patienter ind. Det sker ved at:
- hæve speciallægernes omsætningsloft
- justere knækgrænsen, så honoraret ikke reduceres lige så hurtigt
- give fuldtidspraktiserende speciallæger mulighed for at ansætte en assisterende speciallæge én dag om ugen i 2026
Målet er at øge kapaciteten præcis dér, hvor presset er størst, og hvor en økonomisk udvidelse forventes at have størst effekt.
Formand: Et vigtigt skridt
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) understreger, at ventetiderne længe har været en stor udfordring:
“Vi ved, at lange ventetider til speciallæger er en stor udfordring for mange patienter. Nu kan vi løfte kapaciteten i de specialer, hvor behovet er størst. Det er et vigtigt skridt mod mere tilgængelig specialiseret behandling i nærheden af borgerne.”
Fokus på bedst mulige resultater
Ventetiden måles som den reelle tid fra henvisning til første konsultation. På den baggrund har Region Midtjylland identificeret de specialer, hvor ventetiderne er længst – og hvor pengene kan gøre mest gavn.
Udvalgsformand for Nære Sundhedstilbud, Susanne Buch (SF), fremhæver den målrettede tilgang:
“Det er vigtigt, at vi bruger midlerne dér, hvor vi får mest sundhed for pengene. Vi følger udviklingen tæt og vil justere indsatsen, hvis det viser sig nødvendigt undervejs.”
Løbende opfølgning i 2026
Aftalen mellem Regeringen og Danske Regioner lægger op til en tæt opfølgning på indsatsen. Der skal gøres status både midt i 2026 og ved årets udgang for at sikre, at ventetiderne faktisk reduceres.
Med de nye tiltag håber Region Midtjylland at bringe patienter hurtigere frem til udredning og behandling – og skabe mere tilgængelig speciallægehjælp på tværs af regionen.
Læs også: