Nyheder

Red Barnet: Nye tal viser bedre beskyttelse af børn mod grooming

To år efter lovændring ser Red Barnet klare fremskridt – men advarer om store forskelle på tværs af landet

Søren Greve
Af Søren Greve 25. oktober 2025

Flere sager og større opmærksomhed

To år efter at grooming blev gjort til en selvstændig forbrydelse i straffeloven, vurderer Red Barnet, at børn i Danmark står markant bedre beskyttet mod digitale overgreb. En ny analyse fra organisationen viser, at politiet siden lovændringen har registreret 364 anmeldelser, 108 sigtelser, 32 tiltaler og 12 domme i sager om grooming.

Hos Red Barnet er der tilfredshed med udviklingen.

– Det er et kæmpe fremskridt for børn, at grooming nu har sin egen paragraf i straffeloven. Vi kan se, at muligheden for at rejse en sag om især grooming online er blevet langt bedre, og at der nu kan slås ned på den kriminelle adfærd tidligere. Det er simpelthen så vigtigt. For lovgivningen skal selvfølgelig være opdateret til børnenes digitale virkelighed og beskytte dem bedst muligt, siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.

Lovgivning sender klart signal

Grooming blev den 1. juli 2023 kriminaliseret som en selvstændig bestemmelse i straffelovens § 231. Loven gør det strafbart, hvis en voksen systematisk eller ved manipulation opbygger en relation til et barn under 18 år med henblik på at begå et seksuelt overgreb.

Ifølge Red Barnet har den nye paragraf ændret både holdninger og muligheder. Organisationen peger på, at loven sender et tydeligt signal om, at ansvaret altid ligger hos den voksne – og aldrig hos barnet.

– Grooming er i sig selv et overgreb på barnet – også selv om groomingen ikke har ført til et fysisk overgreb. Det står klart for alle nu. Når børn får samfundets anerkendelse af, at det, de har været udsat for, er forkert, bidrager det til at fratage børnene deres skyld og skam. Derfor er det så afgørende, at vi har fået en groomingbestemmelse, og at den bliver brugt, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Store forskelle mellem politikredsene

Analysen viser dog, at beskyttelsen af børn ikke er ens i hele landet. Antallet af anmeldelser varierer markant mellem politikredsene. I Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds er der over otte anmeldelser pr. 10.000 børn, mens der i Nordsjællands, Østjyllands og Københavns Vestegns politikredse kun registreres omkring én anmeldelse pr. 10.000 børn.

Ifølge Red Barnet tyder forskellene på, at nogle politikredse stadig mangler viden om grooming og om, hvordan sagerne skal håndteres. Organisationen opfordrer derfor til mere uddannelse i både politiet og anklagemyndigheden.

– Børns ret til beskyttelse mod grooming er den samme uanset deres postnummer. Derfor er vi nødt til at sikre, at retsvæsnet over hele landet har den nødvendige forståelse for, hvilke dynamikker der kendetegner en groomingproces. Lovgivning kan ikke stå alene. Den skal følges op af oplysning og undervisning, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Snapchat spiller hovedrolle i mange sager

Grooming foregår i stigende grad online, og i over halvdelen af dommene har gerningspersoner brugt sociale medier som Snapchat til at komme i kontakt med børn. Også platforme som Discord, Fortnite og TikTok er nævnt i flere sager.

Ifølge Red Barnet skyldes det blandt andet, at det er lettere at dokumentere digital grooming gennem beskeder og billeder end fysiske hændelser.
Men organisationen peger samtidig på, at den fysiske grooming – hvor overgreb sker i nære relationer – stadig skal have større opmærksomhed.

– Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange alvorlige seksuelle overgreb på børn foregår i de nære relationer i den fysiske arena. Derfor skal vi også være sikre på, at de sager kan blive selvstændigt efterforsket og løftet i retssystemet med den nye groomingbestemmelse, siger psykolog og chef for Red Barnets overgrebsindsats, Pernille Spitz.

Viden og forebyggelse er nøglen

Red Barnet fremhæver, at grooming kan forhindres, hvis voksne omkring børn bliver bedre til at genkende faresignaler.

– Mange sager kan stoppes, hvis der i omgivelserne er en større opmærksomhed på advarselssignalerne og mekanismerne i grooming. Kun ved at øge viden om og forståelse for grooming kan vi sikre, at børn og voksne er opmærksomme på de risici, børn udsættes for både online og offline, siger Pernille Spitz.

Fakta om grooming-paragraffen

  • Grooming blev kriminaliseret den 1. juli 2023 i straffelovens § 231.
  • Straffen er bøde eller fængsel i op til to år.
  • I de første to år er der registreret 364 anmeldelser og 12 domme.
  • Piger udgør langt størstedelen af ofrene, og de fleste er 12–14 år.
  • De tiltalte er udelukkende mænd.