

Randrusianerne har sparet 5,6 millioner toiletskyl på at købe genbrug i foråret
RandersLørdag 23. juli 2022 kl. 08:00

Alt fra tøj, sko, legetøj til barnevogne og sutteflasker forhandles af private sælgere i Børneloppen. Foto: PR. |
Af Klaus Hansen
Randrusianerne har sparet 5,6 millioner toiletskyl på at købe genbrug i foråret
Hos Børneloppen i Randers har de indført en klimaberegner, der viser, hvor mange toiletskyl et køb sparer miljøet for. Det gør bæredygtighed langt mere håndgribeligt, og kunderne fniser af det, fortæller indehaver.
Genbrugsglade shoppere i Randers har samlet set sparet miljøet for 5,6 millioner toiletskyl i løbet af årets forårsmåneder. Loppesupermarkedet Børneloppen kan med deres nye beregner vise, hvor stor en miljøbesparelse det giver, når man vælger at købe brugt. Det gør det mere konkret at se, at det faktisk gør en forskel, forklarer butiksindehaver.
– Det kan være svært at forholde sig til, hvilken forskel det egentlig gør for klimaet, planeten eller miljøet at købe brugt. Det vil vi gerne gøre mere konkret og tydeligt for vores kunder med beregneren, siger Jacob Thylstrup, der er indehaver af Børneloppen i Randers.
– Der er nogle kompetente og kloge hoveder, der har lavet beregneren for os. Hver gang der foretages et køb hos os, bliver det regnet ud, hvad det ville have kostet i vand og CO2 at lave en tilsvarende vare fra ny, og den information ryger så direkte ind i kassesystemet, op på hjemmesiden og ned på kvitteringen, tilføjer Jacob Thylstrup.
Genbrugets livscyklus
Børneloppen, der har eksisteret i Danmark siden 2016, åbnede i foråret 2018 i Randers, hvor der er omkring 250 sælgerstande og typisk i omegnen af 20.000 genbrugsartikler, der tæller alt fra legetøj til barnevogne, flyverdragter, tøj og sko. Her er konceptet populært blandt både sælgere og købere af børnenes genbrugsguld.
– Vi ser ofte mange af de samme kunder komme igen, når børnene er vokset ud af tøjet eller er blevet for gamle til barnevognen. Så kommer de for at sælge de gode sager videre og får deres egen stand. På den måde oplever vi et ekstra lag af cirkulært genbrug her i forretningen, siger Jacob Thylstrup.
De private sælgere sætter selv priserne og kan følge med i salget online, hvor kunderne også kan søge i store dele af udvalget. Det er med til at give en professionalitet, man ikke har været vant til ved genbrug.
Børneloppen har samlet set på landsplan sparet verden for 4.287.086.124 liter vand eller 1.071.771.531 toiletskyl i skrivende stund.
© Copyright 2023 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Randers